Ord skaber virkelighed

Dato 16/08-2018

Forfattere Anette Schleicher og Søren Bøjgård

Når kategoriseringer bliver den dominerende fortælling

For at forstå den verden vi lever i, er vi nødt til at inddele den i kategorier. Men det er uhensigtsmæssigt, hvis kategorierne ender med at blive den dominerende fortælling om et individ eller en gruppe. I denne artikel får du eksempler på den slags farlige kategoriseringer, og du får konkrete løsningsforslag til veje væk fra marginaliseringen.

I de pædagogiske professioner er det nødvendigt, at vi udvikler et fælles sprog. Når vi eksempelvis taler om principper som differentiering af undervisningen, narrativer og anerkendende tilgange, er det vigtigt, at alle har en fælles forståelse af, hvad begreberne indeholder. Ligeledes i forhold til det stigende antal diagnoser, som lærere og pædagoger er nødt til at forholde sig til. Vi er nødt til at kende til diagnoserne for at forstå, hvad de indebærer for individet. Vi er også nødt til at kunne tale fagprofessionelt sammen, og for at kunne det, må vi navngive forskellige fænomener efterhånden som de aktualiseres i vores hverdag.

Behovet for at forstå verden via opdeling og kategorisering kræver, at vi netop er professionelle, fordi grænsen mellem en nødvendig kategorisering, der tjener til en fælles forståelse og en kategorisering, der ender med at marginalisere børn, er hårfin (Goffman, E: 2009).

Og til sidst kan det ende med, at Oliver faktisk selv tror, at det først og fremmest er ADHD, der kendetegner ham som menneske.

MAGTFULDE NARRATIVER

”Oliver, det er ham der den helt ustyrlige med ADHD”

”Inklusionsbørnene er jo fra en helt anden planet. De hører slet ikke til på vores skole”

”Line – det er hende den stille pige”

”Noah – du ved, ham der ikke kan læse så meget som en sætning. Ham der den ordblinde dreng i 8. klasse”

Ovenstående er alle eksempler på italesættelser fra pædagogers og læreres hverdage, som de kunne udfolde sig i pauser, hvor de professionelle ”læsser af” oven på arbejdsdagen og forsøger at få styr på deres fælles oplevelser af de børn, der arbejdes med.

Der er tale om en slags italesættelser, som i dén grad kan medvirke til uheldige narrativer om børn. Det uheldige består selvfølgelig i, at ord har det med at skabe virkelighed (Quvang, C: 2010). Når Line konsekvent omtales som ”den stille pige”, og når de nytilkomne børn fra kommunens specialcenter konsekvent går under kategoriseringen ”inklusionsbørnene”, er man som institution i gang med at sætte børn i ganske bestemte kasser. Sådanne kasser eller kategoriseringer har det med, meget hurtigt, at blive dominerende for den fortælling, der knytter sig til det enkelte barn. Hvis Oliver fx er diagnosticeret med ADHD, og hans pædagoger konsekvent omtaler ham som ”ADHD-Oliver”, bliver dette hans vigtigste kendetegn. Alt det andet, som Oliver også er, alt det vigtige, bliver skubbet i baggrunden og ADHD’en bliver noget, som skal ”tøjles” med medicin og specialpædagogiske indsatser. Og til sidst kan det ende med, at Oliver faktisk selv tror, at det først og fremmest er ADHD, der kendetegner ham som menneske.

Den slags uheldige italesættelser af enkelte eller hele grupper af elever, opleves i mange sammenhænge både blandt fagprofessionelle, forældre og i særdeleshed i pressen, som synes næsten besatte af et behov for netop at beskrive verden gennem sort/hvide kategorier.

Børnene er først og fremmest børn, og der er altid noget positivt at sige om dem.

VEJE VÆK FRA MARGINALISERINGEN

Børn fortjener selvfølgelig ikke at blive set på og oplevet med så stereotype udgangspunkter, og der findes heldigvis veje væk fra den slags skadelige tilgange til arbejdet med børn. Det hele starter i børnenes hverdag, i institutioner og i skoler (Hedegaard-Sørensen: 2013). Her kan man vedtage, at man vil være helt bevidst om ikke at placere børnene i faste sproglige kategorier. Man kan fra ledelsens side tage initiativer til, i samarbejde med forældregruppen, at børnene på skolen altid omtales positivt og aldrig med udgangspunkt i en eventuel diagnose eller lignende. Børnene er først og fremmest børn, og der er altid noget positivt at sige om dem.

Bevidste pædagogiske udgangspunkter, der tager afsæt i nogle fælles værdier, som er vedtaget i fællesskab på den enkelte institution, har markant positiv effekt (Egelund, N og Tetler, S: 2009), og afsættet for institutioners og skolers virksomhed må altid være, at de børn, som har deres hverdage der, skal opleve og selv erfare, at de som mennesker består af mange talenter, og at livet er fyldt med nye muligheder, som ikke begrænses af de kategoriseringer, som voksenverdenen har haft behov for at anvende.

REFERENCER

  • Goffman, E. 2009 (2.udg): Stigma, Samfundslitteratur.
  • Hedegaard-Sørensen, L. 2013: Inkluderende specialpædagogik – Procesdidaktik og situeret professionalisme i undervisningen.
  • Quvang, C. 2010: Jeg ville hellere have været i den anden båd, Phd – Syddansk Universitet.