Når bøger bevæger (sig)

Dato 21/05-2019

Forfatter Trine May

– multimodal litteratur i undervisningen

Der er sket noget med børne- og ungdomslitteraturen de senere år. Den ene spektakulære udgivelse efter den anden rammer os. Ikke alene er der tale om ufatteligt lækkert boghåndværk, hvor bøger er de rene udstyrsstykker med silkebånd, laktryk og udstansninger; også indeni har mange børne- og ungdomsbøger ændret karakter. Der er skruet ned for verbaltekst og op for billeder og lækker grafik. Med andre ord: Litteraturen er blevet multimodal, og det kalder på nye strategier i litteraturundervisningen.

Foto: Johnny McClung

Genrebetegnelser som billedbog, graphic novel, billedroman, billednovelle og tegneserie bruges ofte lidt i flæng. Fælles for disse visuelle fortællinger, som vi passende kan betegne dem, er, at de består af ord og billeder.

Det er ikke noget nyt, at der er ord og billeder i børnelitteratur – det nye er, at der eksperimenteres med, hvordan ord og billeder fremstår og kombineres, og at de mange modaliteter er betydningsbærende og altså ikke kun er for syns skyld.

Men hvad ligger der i begrebet multimodalitet? Og hvad betyder det for litteraturen, at den er blevet multimodal? Og for litteraturundervisningen? Det forsøger jeg at svare på i denne artikel.

MULTIMODALITET

Ordet modalitet betyder måden, noget udtrykkes på. Og når det sættes sammen med ordet multi, som betyder mange, må det være udtryk for, at et budskab kommunikeres på mange måder – eller ved hjælp af mange udtryksmåder.

Hvis noget skal defineres som en modalitet, skal det have betydning i kommunikationen.

Fagtekster har eksempelvis typisk både verbaltekst, billeder, faktabokse og diagrammer, men når det handler om multimodal litteratur, bliver en fortælling overordnet fortalt gennem de to tegnsystemer skrift og billeder, men også måden de to tegnsystemer optræder på er udtryk for modaliteter.

Både skrift og billeder kan jo se ud på mange måder, og det interessante er, at det gør de i den moderne børnelitteratur. Lad os se på et par eksempler.

SKRIFT

I en stor del af den nye multimodale litteratur til børn optræder skriften meget varieret. Her leges lystigt med vekslende skrifttyper, der det ene øjeblik er typografisk sat – måske på linjer, måske i bølger eller spiraler, for det næste øjeblik at blive overtaget af en barnlig håndskrift.

Et eksempel er Kathrine Assels roman Månen er en højttaler, der for det første udmærker sig ved at være linieret. Det er der alligevel ikke mange romaner, der er. Herudover ser vi adskillige håndskrevne indslag, ligesom der også er små tegninger og kruseduller, tegnet med blyant i margin. Det er forfatterens 12-årige søn, Laurenz Rawashdeh, der har stået for dem.

Desuden indgår adskillige håndskrevne indkøbssedler i romanen: krøllede huskesedler, der er efterladt i supermarkeders indkøbsvogne. Nogle er skrevet med sirlig skråskrift, mens andre med en mere ubehjælpsom barnlig skrift.

Hvis noget skal defineres som en modalitet, skal det have betydning i kommunikationen, og i ‘Månen er en højttaler’ er bogens linjer medvirkende til, at den fremstår som en notesbog, og at vi opfatter den som hovedpersonens dagbog. Vi får med andre ord adgang til hans inderste tanker, og barnets håndskrevne skriblerier er med til at give bogen autenticitet. Romanen foregiver at være en dagbog, og modaliteterne hjælper hertil.

Uddrag fra Månen er en højttaler af Kathrine Assel, illustrationer af Laurenz Rawashdeh.

Også i Kim Fupz Aakesons og Sofie Louise Dams billedbog ‘Stur stur nummer’, fremstår skriften både malet med bred pensel, skrevet med kridt eller formet af balloner. Og det hele er betydningsbærende. Fx har skriftens størrelse betydning for, hvordan replikker skal siges, hvem der siger dem (de kommer indimellem helt konkret ud ad munden på bogens personer), ligesom replikkernes farver er med til at sætte stemningen.

I den grafiske roman ‘Hjertestorm’ er stort set hele verbalteksten håndskrevet, men den fremstår meget varieret. Nogle gange i tegneseriesekvenser, andre gange i form af håndskrevne dagbogssider, noter med udkast til sangtekster, flowcharts på kvadreret papir med huller osv.. Også her har det hele betydning og er med til at tegne billedet af to fortvivlede teenagere, pigen Viola og drengen Storm. Og det særlige er, at bogen kan vendes og læses fra begge sider. Læses den fra den ene ende, er det Viola, der fortæller og har synsvinklen, og her er det illustratoren Katrine Clante, der har skabt det multimodale udtryk, men når vi læser bogen fra den anden ende, er det Storm, der fortæller, og her er det illustratoren Rasmus Bregnhøi, der har slået sig løs.

BILLEDER

Det billedlige udtryk er i mange moderne fortællinger for børn lige så varieret. Billedsiden kan veksle mellem foto, collage, helsidesbilleder, tegneseriesekvenser osv. Vi kender det fra Stian Holes bøger, der har et komplekst billedudtryk, hvor fotoshoppede billeder blandes med sarte blyantstegninger eller gamle fotografier.

Det er netop i samspillet mellem de mange modaliteter, værkets egentlige tekst realiseres.

Også Jesper Wung-Sungs autofiktion ‘Lynkineser’ er eksempel på et værk med et komplekst udtryk på både skrift- og billedside. Fotografierne er med til at give værket et dokumentarisk præg; det er virkelig Jesper som barn, vi ser. Og det er virkelig hans barndomshjem i Møllegade i Marstal, vi ser, hvorimod Rasmus Meislers billeder i bogen bliver en fortolkning af Jespers barndomsoplevelser. Her er modaliteterne med til at pege på, at det er autofiktion – altså en blanding af fakta og fiktion.

Uddrag af Lynkineser af Jesper Wung-Sung.

I undervisningen er det ikke nok at kunne identificere forskellige modaliteter i et værk; ej heller at analysere skrift og billeder særskilt, for det er netop i samspillet mellem de mange modaliteter, værkets egentlige tekst realiseres.

DET HELE GIVER MENING

Naturligvis kommunikerer alle modaliteter ikke mening i alle tekster. I en lærebog kan der måske være tegnet linjer eller prikker, der blot fungerer som dekoration. Men i den her omtalte multimodale litteratur for børn, giver det hele mening.

Stian Holes billedbog ‘Den gamle mand og hvalen’ er en kompleks sag, hvor utallige modaliteter er sammen om at formidle historien om værkets hovedperson Cornelius. De mange håndskrevne noter (med fyldepen) og optegnelser, den gammeldags “maskinskrift” på breve, de gamle, gulnede, krøllede fotografier, de sarte blyantstegninger, de fotoshoppede collager af enorme fjelde i stærke farver, de slørede billeder af pengesedler og de manipulerede billeder af Cornelius med et uforholdsmæssigt stort hoved er altsammen udtryk for modaliteter, der i fællesskab tegner billedet af en gammel, nostalgisk mand, der ikke helt har fulgt med tiden, men som lever i ensomhed og i længsel efter sin bror, som han brød kontakten med årtier tilbage på grund af et kærlighedsdrama, der udspillede sig, da de var unge mænd.

Uddrag af Den gamle mand og hvalen af Stian Hole (Høst og Søn).

BILLEDBOEGEN SOM MEDIE

En billedbog er et medie, hvor hele “pakken” er med til at fortælle en historie. Ikke alene kommunikeres der gennem tegnsystemerne skrift og billeder, som vi har set eksempler på, også formatet kan være betydningsbærende ligesom satsbladene ofte indgår som en del af fortællingen. Allerede på forsatsen kan vi få indtryk af fortællingens stemning og hints om dens handling og tematik. I ‘Den gamle mand og hvalen’ udgøres forsatsen af et gammelt regnskabspapir i en kalender. Heraf kan vi forvente, at fortællingen drejer sig om et regnskab, der skal gøres op. Og kender vi lidt til Stian Holes univers, ved vi godt, at det nok ikke er et økonomisk, men et menneskeligt mellemværende, der venter os.

At skrift og billeder er fælles om at fortælle, gør noget ved fortællingen.

Også titelbladet, som i gamle dage fungerede som en slags forbrugeroplysning med ISBN-nummer og trykkeri, er i den moderne billedbog ofte udformet som en collage, der ligeledes med hints og symboler foregriber fortællingens handling og tematik.

Uddrag af Den gamle mand og hvalen af Stian Hole (Høst og Søn).

En billedbog kan sammenlignes med filmens dramaturgi. Det narrative forløb er fordelt på en række opslag, der fungerer som scener, der driver fortællingen frem. Når vi bladrer, skifter scenen, og vi er et nyt sted.

At skrift og billeder er fælles om at fortælle, gør noget ved fortællingen. I mange af vores tids billedbøger fungerer billederne ikke som illustrationer, der gengiver verbaltekstens indhold, som tilfældet var i før i tiden.

Billederne er aktive medspillere og kommunikerer lige så meget af fortællingen som verbalteksten – men de kommunikerer noget andet end verbalteksten. De to tegnsystemer fordeler rollerne mellem sig. Skriften formidler fx replikker, mens billederne fx formidler tid, sted, udseende, gestik og stemning.

Når billedbogen kommunikerer gennem både skrift og billeder, giver det nogle helt særlige muligheder, som den rent skriftbårne fortælling ikke har. Fx kan flere genrer iscenesættes samtidig, for måske er verbalteksten realistisk, mens billederne er surrealistiske, ligesom vi som læsere kan opleve forskellige synsvinkler.

Måske har én person synsvinklen i verbalteksten, mens en anden persons synsvinkel vises på billedsiden. Også tidsforløbet kan være et i verbalteksten og et andet på billedsiden.

MULTIMODAL LITTERATUR I UNDERVISNINGEN

Den multimodale litteratur fortjener stor plads i undervisningen, men den kalder på nye og anderledes tilgange, for vi lærere er primært skolet i at analysere litteratur som skrift. Den multimodale litteratur stiller andre krav til elevernes tekstkompetence; de skal vide noget om, hvordan betydning skabes på forskellige måder, og hvordan mange modaliteter sammen skaber en fortælling. Vi skal med andre ord udvikle elevernes multimodale tekstkompetence.

De nye visuelle fortællinger giver ikke alene anderledes læseoplevelser; de rummer også et gigantisk potentiale for analytisk fordybelse med spændende aktiviteter.

De nye visuelle fortællinger giver ikke alene anderledes læseoplevelser; de rummer også et gigantisk potentiale for analytisk fordybelse med spændende aktiviteter. Og så er det
simpelt hen smuk og bevægende litteratur. Den rummer de allerstørste følelser; sorgen, ensomheden, kærligheden, længslen – grundfølelser, som både børn og voksne skal igennem.

Før i tiden var sådanne følelser forbeholdt voksenlitteraturen, men nu ser vi den også udfoldet i børnelitteraturen. I ufatteligt smukke bøger.

Så hvis du vil have bevægelse i undervisningen, er det bare at lukke op for de moderne multimodale fortællinger for børn.

NYT DIGITALT LÆREMIDDEL FRA ALINEA

GORILLA

Trine May er en af forfatterne til GORILLA, som er et digitalt læremiddel om multimodalitet. Her arbejdes med multimodale tekster i mange afskygninger, fagtekster, digitale medier og litteratur, og du kan blandt meget andet finde forløb til de værker, der omtales i artiklen.