Mening

Dato 04/03-2011

Forfatter Hans Henrik Knoop

Mening i tilværelsen forbindes som regel med oplevelser af at høre til, have noget at se frem til, eller betyde noget afgørende for nogen.

At opleve højere mening i tilværelsen ser ud til at være et almenmenneskeligt behov (Seligman, 2002), men det er dog ikke nogen helt generel forudsætning for flow-prægede aktiviteter, der som beskrevet i opslaget om “engagement” tenderer til at blive autotele, dvs. primært motiverede, og således bærende en form for ”mening” i sig selv, for så vidt tilstanden i sig selv beskrives som så nydelsesfuld, at den i sig selv for en stund gør livet værd at leve (Csikszentmihalyi, 1990, 1996, 2003).

Med dette indledende forbehold in mente, er oplevelsen af det meningsfulde og det engagerede alligevel som oftest i komplementær relation og således gensidigt afhængige størrelser, for så vidt

  1. den udfordring, der forudsættes for at komme i flow, selvfølgelig sandsynliggøres af, at en person oplever at have noget meningsfuldt at stræbe efterog for så vidt
  2. flow-tilstanden som beskrevet typisk indebærer, at man psykisk set ”vokser” ud over sig selv, og dermed på nye måder integreres med det større; ligesom den kreativitet, der ikke sjældent ledsager selv samme læreprocesser – fordi det optimale udfordringsniveau ofte fordrer stor opfindsomhed for overvindelse af de vanskeligheder udfordringerne rummer – selvfølgelig også indebærer, at man bidrager til den større sociale og kulturelle sammenhæng – og således integreres yderligere.

Lad os derfor se nærmere på vilkårene for at finde og skabe mening i den store sammenhæng.

NYE VILKÅR FOR AT FINDE MENING

Udforskningen af verden, fra kosmos til kvantevacuum, er argumenterbart den største fortælling, der kan fortælles. Og at blive introduceret til den kosmiske, biologiske og kulturelle evolution, og dermed til vor egen oprindelse, vor egen kontekst, vore egne bestanddele og strukturer samt vore egne muligheder og begrænsninger, som videnskaben nu gør, er potentielt meningsbærende i et omfang, der næsten pr. definition ikke kan overgås. Men også kun potentielt, for hvis man når frem til, at dette blot grundlæggende sidestiller os med alt andet i Universet, at vi principielt ikke bærer mere mening i os end en sten på stranden, et vindstød, et græsstrå eller en myg på kinden, og at der ikke er nogen Gud, som våger over specielt os/mig, kan det selvfølgelig være stærkt meningsberøvende og angstprovokerende, hvilket ophedede, religiøst ladede, debatter om fx ”Intelligent Design”, om den ateistiske præst i Taarbæk eller om tegninger af profeten Muhammed i dagbladet Jyllands-Posten på det seneste atter har vist – men hvilket også mere end antydes af, at der aktuelt er omkring 5 milliarder religiøst troende mennesker på Jorden.

Hvad angår det meningsbærende er (natur-)videnskaben altså en fortælling med potentiale for både godt og ondt – og det samme kan siges om teknologien, ”videnskabens sexede datter” som den er blevet kaldt, der vedvarende tilbyder os nye materielle goder og muligheder, men som sideløbende hermed konfronterer os med nye typer og størrelsesordener af problemer, vi ingen erfaring har med at løse. Endvidere indebærer den accelererende teknologiske udviklingstakt, som på mange områder kan konstateres, og som muligvis afspejler en universel udviklingstendens (se fx Kurzweil, 1999, 2005), en bredspektret og meget direkte psykologisk udfordring, der både angår vor kvantitative kognitive kapacitet, som det fx allerede kommer til udtryk gennem vedvarende, kompleksitetsinduceret stress – og angår vor kvalitative oplevelse af verden, for så vidt gennemgribende sociale teknologier til elektronisk kommunikation, såsom Internet, e-mail og mobiltelefoni, samt efterhånden også nye former for ”smart drugs” bio-, nano- og robotteknologi, alle fremstår som potentielt kvalitativt psykisk altererende i et omfang uden fortilfælde. Disse teknologier skal ikke diskuteres særskilt her, men blot antyde, hvad vi (måske) står overfor.

Sammenfattende kan vi om det meningsfulde liv således konstatere, at det (natur-)videnskabelige verdensbillede, der åbner sig, om end selvfølgelig i al sin vedvarende ufuldstændighed og potentielle falsificerbarhed(!), tilbyder en meget stor meningsbærende baggrund for engagement, samtidig med at det radikaliserer eksistentielle udfordringer, i det omfang det indebærer opløsning af andre meningsbærende overbevisninger. Den accelererende teknologiske udvikling med deraf følgende samfundsmæssige konsekvenser, og de store vanskeligheder med at etablere hensigtsmæssig politisk styring heraf, er ligeledes kilder til store ”meningsforstyrrelser” (for nu at bruge begrebet kreativt). Og alt dette peger således ironisk på, hvorledes personligt engagement i det større meget vel kan være både vigtigere og sværere end nogensinde.

REFERENCER

  • Csikszentmihalyi, M. (1990). Flow – The Psychology of Optimal Experience. New York: Harper & Row.
  • Csikszentmihalyi, M. (1993). The Evolving Self – A Psychology for the Third Millennium. New York: HarperCollins Publishers.
  • Csikszentmihalyi, M. (1996). Creativity – Flow and the Psychology of Discovery and Invention. New York: HarperCollins.
  • Csikszentmihalyi, M. (2003). Good Business – Leadership, Flow, and the Making of Meaning. New York: Viking.