Fra diktater til direkte staveundervisning

Dato 16/04-2020

Forfatter Annette Haugaard

Elever bliver ikke gode til retskrivning af at lære udenad og øve diktater, men ved at forstå reglerne bag stavning, der matcher deres aktuelle kunnen. Det kræver differentieret og systematisk undervisning, som kan være svært, når hver klasse typisk rummer 3-4 staveniveauer, siger lektor Elsebeth Otzen.

”De Olympiske Lege er afholdt siden 1896: skriv afholdt,” lød det i gamle dages diktater, og i dag læser eleverne tilsvarende sætninger på computeren og staver nøgleordene i tomme felter. Men idéen om, at man lærer at stave ved at terpe bogstavkombinationer i løsrevne ord, er forældet, så man burde holde op med at bruge endeløse diktater i staveundervisningen, mener lektor Elsebeth Otzen fra Københavns Professionshøjskole.

“Forskning viser, at diktater ikke lærer børn at stave, men snarere er en evalueringsform.”

”Forskning viser, at diktater ikke lærer børn at stave, men snarere er en evalueringsform. Man bliver god til retskrivning ved at kende og forstå retskrivningsprincipperne, og som lærer skal man derfor gå systematisk frem og altid differentiere sin undervisning, så den matcher elevernes individuelle niveauer,” siger hun.

Det er dog lettere sagt end gjort. Meget få undervisningsmaterialer hjælper med at kortlægge, hvad hver enkelt elev kan, og samler opgaver til elever på flere forskellige staveniveauer, som typisk findes i samme klasse. Det råder udgivelsen af Ny Staveraket nu bod på med Elsebeth Otzen og Randi Solvang som forfattere.

SYSTEMATISKE SKRIDT ER VIGTIGT

10 ord som lektier hver uge var engang en typisk måde at lære at stave på, der byggede på, at stavning er et spørgsmål om hukommelse. Men med i alt 80.000 danske ord er det en umulig opgave, så i begyndelsen af 1990’erne inddelte den danske forsker Mette Ziegler staveundervisning i fem trin.

”Læsevejledere har siden arbejdet ud fra, at elever skridt for skridt opbygger viden om regler og principper for dansk retskrivning, men for en almindelig dansklærer er det ikke nødvendigvis kendt, at man skal gå så systematisk til værks,” siger Elsebeth Otzen.

Logikken er, at børn i indskolingen først opdager, at alle bogstaver har lyde, som sættes sammen til ord på skrift og prøver at stave lydret, så de eksempelvis skriver hæsd i stedet for hest. På mellemtrinnet lærer de blandt andet om stumme bogstaver, at sætte rigtige endelser på udsagnsord og navneord, og at nogle konsonanter og vokaler udtales anderledes, end de skrives. For eksempel lyder t i stol som et d, og i find lyder i som e. I udskolingen får eleverne efterhånden mere styr på korrekt retskrivning og lærer blandt andet, hvornår noget staves med stort og i et eller to ord.

“De fleste elever har brug for direkte undervisning i bogstav-lyd-sammenhænge, lydfølgeregler og morfemer, for kun de dygtigste, der er vant til at læse meget, kan selv danne stavereglerne i hovedet.”

”De fleste elever har brug for direkte undervisning i bogstav-lyd-sammenhænge, lydfølgeregler og morfemer, for kun de dygtigste, der er vant til at læse meget, kan selv danne stavereglerne i hovedet og forstå dem intuitivt. Man er nødt til at afgrænse sin undervisning til udvalgte, præcise delfærdigheder, som eleverne arbejder med særskilt, indtil de har så sikker forståelse, at de kan gå videre. Hvis staveundervisningen er tilfældig eller rodet, får alle elever ikke opbygget tilstrækkelig gode stavefærdigheder,” siger Elsebeth Otzen.

UNDERSØG INDIVIDUELLE NIVEAUER

Men en ting er, at teorien om staveundervisning kan opdeles i fem trin, noget andet er, at det i praksis har vist sig, at børn langt fra lærer via snorlige processer.

“Børn lærer langt fra via snorlige processer.”

”Vi ved i dag, at man snarere lærer i glidende overgange mellem de enkelte stavetrin, så man for eksempel godt kan have styr på forstavelser som u-venlig og u-kærlig, der hører til på det fjerde trin, men stadig have svært ved at stave ord med dobbelt-konsonanter, der hører til på det tredje trin. Derfor taler man nu om, at staveudvikling sker i faser, og en elev kan godt befinde sig i én fase og samtidig magte delfærdigheder i en senere fase. Resultatet af gængse staveprøver viser, at der i samme klasse typisk sidder elever på 3-4 forskellige staveniveauer,” siger Elsebeth Otzen.

Det betyder, at man som lærer er nødt til at kende hver enkelt elevs kunnen for at kunne tilpasse sin undervisning. Elsebeth Otzen anbefaler, at man fra tid til anden kortlægger sine elevers individuelle og aktuelle niveau ved at lade dem løse opgaver inden for forskellige delfærdigheder og derefter deler klassen i mindst tre grupper.

”I en 3. klasse skal nogle få elever måske arbejde med lærerstøtte med lydrette ord, mens en anden gruppe arbejder med konsonantforbindelser og en tredje gruppe med vokaltrappen. Så det nytter ikke, at alle arbejder med samme opgaver, for så vil nogle kede sig og have brug for flere udfordringer, mens andre spilder tiden, fordi det er alt for svært, og det lærer man heller ikke noget af,” siger Elsebeth Otzen.

BETINGEDE LYDE OG HYPPIGE ORD

Den nyeste forskning viser også, at det er en god idé i indskolingen at lære eleverne nogle af de mest gængse ikke-lydrette ord, selvom de afviger fra lydprincippet. Det er for eksempel ord som og, jeg og vil, der staves anderledes, end de lyder.

”I indskolingen må man også arbejde med de hyppigste lydforbindelser som eksempelvis -e og -er i slutningen af ord, som de optræder i have, mose, løber og biler, selvom e’et her ikke svarer til bogstavlyden. På den måde får eleverne øje på nogle stavemønstre, de også skal bruge i deres læsning, og i det hele taget er det en god idé at finde ord i elevernes læsetekster, der viser den delfærdighed, de er ved at lære,” siger Elsebeth Otzen.

En god staveundervisning skal bygge på både et formelt og et funktionelt sprogsyn.

”De enkelte delfærdigheder må forklares tydeligt og formelt ved hjælp af ordeksempler. Men eleverne skal også forstå ordenes betydning og kunne bruge dem i sætninger og tekster, så stavemåder må ikke kun præsenteres løsrevet fra en kontekst. En funktionel tilgang forholder sig til, at sprog ikke blot er enkeltord, men derimod sætninger og tekster, som indgår i en sammenhæng. Indholdet skal altid give mening, når man arbejder med stavning,” siger Elsebeth Otzen.

OM ELSEBETH OTZEN

Elsebeth Otzen er uddannet lærer og cand.pæd. i dansk. Hun er i dag lektor på Københavns Professionshøjskole, hvor hun underviser kommende læsevejledere og ordblindelærere.

Hvorfor er du optaget af stavning?
”Min interesse for elever med læse-, skrive- og stavevanskeligheder opstod, da jeg arbejdede på Ordblindeinstituttet, hvor jeg også mødte min medforfatter Randi Solvang. Jeg ledte dengang forgæves efter materialer tilpasset mine elever, men ofte var de alt for usystematiske, så det blev startskuddet til vores første udgivelser af Staveraketten.”

Hvad er dine tre vigtigste råd til staveundervisning?
”Man skal først og fremmest finde ud af, hvad eleverne kan for at kende deres zone for nærmeste udvikling. Derefter skal man sørge for at dele klassen i mindst tre grupper efter niveau, og endelig skal man være struktureret og systematisk i sin undervisning.”