Forført af fantasy

Dato 23/03-2020

Forfatter Hanne Korvig

Mød Caroline, Luc, Bertram og Elke, der alle er fuldblods fantasy-fans. Her fortæller de om, hvorfor de er så vilde med verdener, hvor “alt kan ske”.

CAROLINE WINKEL RAVN, 9. klasse

Foto: Martin Stampe

Hvilken fantasybog var den første, du læste?
Det var, meget kliché-agtigt, Harry Potter. Jeg var ti år, gik i 3. Klasse og havde set de første tre tre Harry Potter-film. Bagefter læste jeg bøgerne og var solgt.

Hvad var det ved universet og genren, der fik dig på krogen?
Jeg var lige flyttet skole, og det var jeg ikke særligt glad for. Så det gjorde stort indtryk på mig, at Harry Potter var kommet på en skole, som han var så glad for, og hvor han kunne lave helt fantastiske ting. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Ej, jeg gad godt at være ligesom ham.”

Hvilken karakter har du været særligt fascineret af?
Jeg har lige læst første bind i serien om den fattige pige Feyre i bogen Et rige af torne og roser. Hun bliver taget til fange af elverne, som har ry for at dræbe, voldtage og holde mennesker som slaver, men Feyre lærer at tilpasse sig og bliver forelsket. Det første forhold går ad h… til, men anden gang hun forelsker sig, bliver hun storfyrstinde af Natriget. Og så er historien i gang. Det, der berører mig, er, at Feyre kommer til at elske noget, som hun hader. Men hun redder stadigvæk dem, som hun elsker allerhøjst, nemlig menneskene.

Hvilken magisk kraft er du mest fascineret af?
Jeg er dødfascineret af alle kræfter. Mange af karaktererne kan både kontrollere vand, ild, jord, is og vind. Og når de bruger deres magt til at gøre verden bedre, så er det helt fantastisk.

Gør historierne dig klogere på dig selv? På livet?
Ja. For eksempel når rektor Albus Dumbledore i Harry Potter siger: “Lykke kan findes i selv de mørkeste tider, hvis bare man husker at tænde et lys.” Hvis man har det rigtig skidt, så skal man bare huske, at man altid kan gøre noget for at få det bedre.

“Jeg kan godt lide, når det bliver lidt voldsomt, lidt tortur-agtigt.”

Skræmmer historierne dig nogle gange?
Der er helt klart nogle scener, der har skræmt mig, men generelt kan jeg godt lide, når det bliver lidt voldsomt og tortur-agtigt. Hvis en karakter, der virkelig går over mine grænser, dør, så kan jeg godt nyde det. Det er sværere, hvis der sker noget ondt i realistiske søger, fordi karaktererne er tættere på en selv, end fantasy-personer er.

Læser du også andre genrer?
Ja, men ikke i lige så høj grad. Det er mest, fordi mine forældre synes, at jeg bør læse nogle andre genrer. Jeg har kastet mig ud i sci-fi, krimi, gys og realisme, men det er bare ikke lige så godt som fantasy …

Hvad kan fantasy-genren, som andre genrer ikke kan?
Det er det med magien. Det, at man kan alt og kan ønske sig alt. Man behøver ikke at være afhængig af andre. Man vil jo gerne kunne selv, hjælpe sig selv. Nu hvor der kommer så mange robotter og tager vores arbejde for eksempel … Det har jeg ikke lyst til, for hvad skal vi mennesker så lave? Bare sidde på vores flade røv?

Lever historierne og karaktererne videre i dig, når du lukker bogen og smører dig en leverpostejmad?
Ja, det gør de, og det er altid trist, når en bog er slut. Derfor er jeg begyndt at læse fanfiktion. Det er fans, der selv digter videre på historierne. Hvad ville der ske, hvis Harry Potter blev dræbt? Hvordan ville verden så se ud? Det er rigtig sjovt.

Kunne du tænke dig at leve i en magisk verden, eller er du glad for at leve i en realistisk verden?
Så ville ger vælge at leve i en fantasy-verden. Det univers er så meget bedre end vores egen verden. Når de har krig i fantasy-verdenen, så går de en ende på den på en god måde. Vi sender bare flere soldater ind. Og dem, der har flest soldater, de vinder bare. Og hvorfor gør vi ikke mere ved den globale opvarmning? I fantasy-verdenen gør de noget!

Ville det være nemmere at score kærester, hvis man havde magiske kræfter?
Jeg tror, det kommer an på evnen. Hvis man ikke kan kontrollere sin kræfter, så er det ikke så godt, men hvis man har charme og bruger sin kraft til at beskytte dem, man elsker, så kunne jeg godt falde for det.

Hvilken magisk kraft kunne score dig?
Det vigtigste for mig er, at personen er ærlig og ikke skjuler noget. Ærlighed kunne godt være en magisk kraft. Og score mig.

“Ærlighed kunne godt være en magisk kraft. Og score mig.”

Keder teenagere sig bare for vildt? Siden I er så vilde med fantasy?
Der er nogle undersøgelser, der viser, at børn i dag keder sig meget mere end før, og jeg tror, det er, fordi vi har så meget elektronik. Vi er blevet vænnet til, at når forældre ikke lige ved, hvad de skal gøre, så siger de: “Værsgo, her er iPad’en.” Man kan selvfølgelig komme ind i fantastiske verdener på iPad’en også, men for det meste ligner de noget, der kan ske i den virkelige verden.

Hvad er din egen største fantasy-drøm?
At kunne gøre verden til et bedre sted, hvor folk kan leve i fred og ikke bekymre sig.

LUC MILIAN WISØFELDT, 5. klasse

Foto: Martin Stampe

Hvornår begyndte du at læse fantasy?
Det gjorde jeg i 3. klasse. Jeg startede med at læse en serie, de hedder Taynikma.

Hvad var det ved universet og genren, der fik dig på krogen?
Det var det, at der skete så meget, som ikke kan ske i denne her verden. Taynikma handler om en dreng, der skal dræbe nogle monstre og redde en by, og han bliver selvfølgelig udfordret

Hvilken karakter har du været særligt fascineret af?
Det må klart være Harry Potter! Han kan både være dum som en dør og være enormt klog i kamp.

Er du selv sådan? Dum som en dør og enormt klog?
Ja, det vil jeg sige, men jeg spiller dum, haha.

Hvilken magisk kraft er du mest fascineret af?
Usynlighed. Ligesom Frodo i Ringenes Herre, der kan blive usynlig, når han har den magiske ring på. Jeg kunne godt tænkte mig at kunne gøre mig usynlig. Det kunne være grineren at kunne forsvinde fra kassen, når man ikke gat at være der mere.

Gør historierne dig klogere på dig selv?
Ikke så eget på mig selv, men jeg synes, at det rejser som karaktererne kommer ud på, er spændende.

Skræmmer historierne dig nogle gang?
Ja. Lige nu læser jeg en bog, der hedder Mortal Engines. I starten af bogen er der en person, som tror, at hovedpersonen er god, men i virkeligheden er han ond, og han kaster den godtroende ud fra et luftskib. Personen havde tillid til ham, og det skulle han så ikke have haft. Dét skræmte mig.

Læser du andre genrer også?
Nej, jeg læser kun fantasy. Og det er fint med mine lærere og mine forældre. De kan godt lide, at jeg læser tykke bøger.

Lever historierne og karaktererne videre i dig, når du lukker bogen og smører dig en leverpostejmad?
Ja, nogle gange. Så tænker jeg på, hvad der kommer til at ske med dem; om de kommer til at dø. Jeg tænker stadig på Harry Potter, selvom det er lang tid siden, jeg har læst bøgerne.

Hvilken fantasy-bog ville du anbefale til andre?
Ringenes Herre. Den er spændende; der er masser af fede cliffhangers og over hundrede forskellige karakterer.

Kunne du tænke dig at leve i en magisk verden, eller er du glad for at leve i en realistisk verden?
Det kunne være grineren at leve i en magisk verden. Hvis man tænker på noget, så kan man jo få det til at ske. Lige nu kan jeg for eksempel ikke bare byge mig en flyvende bil, vel?

Ville det være nemmere at score kærester, hvis man havde magiske kræfter?
Det kunne godt være. Måske kunne man ændre lidt på, hvordan man så id, og så kunne det være, der lige kom en forbi … Hehe.

Hvilken magisk kraft kunne score dig?
Hvis personen kunne se, om jeg løj; lidt ligesom Skammerens datter, der kan se, om man skammer sig. Så ville man aldrig bare gå hen til en anden og være utro. Så ville man opføre sig ærligt.

Keder børn sig bare for vildt? Siden I er så vilde med fantasy?
Nogle gange keder vi os nok, for vi laver det samme hver eneste dag. Vi har jo et skoleskema, som vi er nødt til at følge. Og i weekenden sidder os drenge for det meste bare og spiller CS:GO.

“Min største fantasy-drøm er at have uendeligt med penge, for så kunne jeg give til de fattige lande hele tiden.”

Hvad er din egen største fantasy-drøm?
At have uendeligt med penge, for så kunne jeg give til de fattige hele tiden.

BERTRAM MÜLLER KOWALSKI, 6. klasse

Foto: Martin Stampe

Hvornår begyndte du at læse fantasy?
Det var nok i 1. klasse, men mine forældre har læst fantasy højt for mig, siden jeg var helt lille. Den første serie jeg selv læste var Drageherren.

Hvad var det ved universet og genren, der fik dig på krogen?
At der skete noget hele tiden. Og at alt kunne ske og tage en uventet drejning, som det ikke kan i andre genrer.

Hvilken karakter har du været særligt fascineret af?
Callum Hunt i Jernprøven. Man tror hele historien igennem, at han er den gode, men i virkeligheden er han den onde, og han ved det ikke selv, før en af hans tjenere fortæller ham det. Det er sygt.

Hvilken magisk kraft er du mest fascineret af?
Callum Hunt burger kaos-kraft, som gør, at han kan fjerne ting og sende dem ud i tomrummet. Han kan også lave skygge-elementaler; det er en type monstre. Det er en meget vild og spændende kraft.

Skræmmer historierne dig nogle gange?
Nej. Jeg har kun oplevet, at jeg har haft svært ved at slukke lyset, fordi jeg gerne ville læse mere …

Læser du andre genrer også?
Ja, en smule krimi og lidt fakta.

Hvad kan fantasy, som andre genrer ikke kan?
Det magiske er uforudsigeligt. Alt kan ske, og alt kan ændre sig. Fakta kan ikke ændre sig. Fakta er fakta.

Lever historierne og karaktererne videre i dig, når du lukker bogen og smører dig en leverpostejmad?
Ja, nogle gange tænker jeg lidt på dem. Men ikke så meget, hvis jeg har læst bøgerne flere gange, og det gør jeg tit, fordi de er så gode.

Hvilken fantasy-bog ville du anbefale til andre?
Jeg vil altid anbefale Harry Potter. Ellers Percy Jackson. De er ikke megasvære at læse, og de er stadig spændende.

Kunne du tænke dig at leve i en magisk verden, eller er du glad for at leve i en realistisk verden?
Jeg vil helst leve i den her verden. Der er mere fredeligt og ikke alt muligt syret på spil. Det magiske skal blive i bøgerne og i tankerne.

“Det magiske skal blive i bøgerne og tankerne.”

Ville det være nemmere at score kærester, hvis man havde magiske kræfter?
Aner det ikke! Men hvis jeg så noget rigtig magi – ikke bare sådan noget almindeligt trylleri med trickkort og den slags – så ville jeg nok synes, det var sejt.

Keder børn sig bare for vildt? Siden I er så vilde med fantasy?
Nogle gange keder man sig. Men slet ikke altid. Der er jo altid andre mennesker at være sammen med.

Hvad er din egen største fantasy-drøm?
Jeg ville gerne kunne sørge for, at alle mennesker har det godt.

ELKE OLAF GOLL, 7. klasse

Foto: Martin Stampe

Hvornår begyndte du at læse fantasy?
Min far læste Skammerens datter højt for mig, da jeg gik i 1. klasse, og det vækkede min interesse. Fra 4. klasse læste jeg selv fantasy-bøger. Jeg begyndte med serien Spirit Animals, der er skrevet af forskellige forfattere.

Hvad var det ved universet og genren, der fik dig på krogen?
Jeg har altid haft en meget livlig fantasi, og så synes jeg, at drager er det fedeste og mest magiske i hele verden. Jeg har læst en engelsk serie, der hedder Talon. Den foregår i nutiden, hvor hundrede år gamle drager er gået i skjul og har dannet en hemmelig drage-organisation. I den finder de ud af, hvordan de kan forvandle sig til mennesker. Det lyder mere underligt, en det er. Den er ret fed.

Hvilken karakter har du været særligt fascineret af?
Percy Jackson. Percy er en græsk halvgud, han er ordblind og har ADHD. Da de græske guder anklager ham for at have stjålet guden Zeus’ lyn, rejser Percy ud for at finde lynet og rense sit navn. Han udvikler sig fra at være en dreng, der ikke forstår, hvad han laver, til at blive en helt.

Hvilken magisk kraft er du mest fascineret af?
Der må jeg tilbage til serien Spirit Animals igen. Den handler om, at når man fylder 11 år, så skal man se, om man kan påkalde sig et totemdyr. Det er de færreste, der kan og gør det, men dem, der kan, får et dyr, som bliver deres ven for livet. Det drømmer jeg om.

Gør historierne dig klogere på dig selv?
Jeg kan identificere mig med mange af karaktererne, men jeg ved ikke, hvor meget jeg udvikler mig af historierne. Udover at jeg får lyst til at læse mere!Men når jeg har læst en bog, der virkelig fanger mig, tænker jeg meget over de valg, personerne træffer, og de konsekvenser, det får.

Skræmmer historierne dig nogle gange?
I Hunger games var der en karakter, som handlede så overraskende ondt, så jeg blev skræmt. I øvrigt er forfatteren, Suzanne Collins, utroligt god til at beskrive, hvordan karaktererne har det. Man kan virkelig mærke, hvor traumatiserede de her personer er, efter at de er kommet ud af spillet. Det er hård læsning.

Læser du andre genrer også?
Mest sci-fi.

Hvad kan fantasy-genren, som andre genrer ikke kan?
Den kan vise de der ting, som jeg får rundt og drømmer om. Jeg ville give næsten hvad som helst for at være med i nogle af historierne. Jeg ville gerne se, hvordan jeg selv ville reagere og handle i de situationer og sammenhænge, som personerne kommer ud for.

“Jeg ville give næsten hvad som helst for at være med i nogle af historierne.”

Lever historierne og karaktererne videre i dig, når du lukker bogen og smører dig en leverpostejmad?
Ja! Jeg føler rigtig meget med karaktererne og lige så snart, jeg lukker bøgerne, vil jeg gerne derind igen og være sammen med dem.

Hvilken fantasy-bog ville du anbefale til andre?
Percy Jackson af Rick Riordan. Han skriver både seriøst og sjovt; man keder sig aldrig. Jeg synes personligt, det er fedt, når der er humor og sarkasme med. For det meste er det bare noget med en tre-fire jokes, men i Percy Jackson er det humor på et sjældent højt plan. Percy Jackson er en sarkastisk personlighed.

Ville det være nemmere at score kærester, hvis man havde magiske kræfter?
Jeg synes, det mest kommer an på, hvordan man opfører sig, og hvem man er. Men det ville da have sine fordele, hehe.

Hvilken magisk kraft kunne score dig?
Telekinese. Det er så cool at kunne flytte rundt på alting.

Keder børn sig bare for vildt? Siden I er så vilde med fantasy?
Personligt keder jeg mig ikke, men tanken om at kunne få lov til at gøre en aktiv forskel for verden er fristende.

Hvad er din egen største fantasy-drøm?
At være dragerytter. Har man en drage, har man både et våben, et transportmiddel og en ven for livet på én gang.

Caroline, Luc, Bertram og Elke har læst og anbefaler:

  • Percy Jackson af Rick Riordan
  • Taynikma af Jan Kjær og Merlin P. Mann
  • Harry Potter af J.K. Rowling
  • Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien
  • Spirit Animals af forskellige forfattere
  • The Hunger Games af Suzanne Collins
  • Talon af Julie Kagawa
  • Drageherren af Josefine Ottesen
  • Skammerens datter af Lene Kaaberbøl
  • Callum Hunt af Holly Black
  • Mortal Engines af Philip Reeve
  • Et rige af torne og roser af Sarah J. Maasz