Eventyr

Dato 11/01-2011

Forfatter Tatiana Chemi

Eventyr er en elsket og meget udbredt fortælleform, men hvor stammer eventyret fra? Hvad karakteriserer et eventyr? Hvordan kan eventyr anvendes i pædagogikken?

BEGREBSDEFINITION

Eventyr er en litterær genre, der har sine rødder i den folkelige kultur og fortæller om spændende og fantasifulde begivenheder og væsner. Ved hjælp af en fast fortællestruktur bliver eventyret forståeligt og let tilgængeligt for et bredt publikum. Ofte formidler eventyret en sund fornuftig moral eller lære.

BAGGRUND OG HISTORIE

Oprindeligt var eventyret (og i nogle kulturer er eventyret stadigvæk) en mundtlig fortælling. Derfor er dens charmerende historie præget af usikkerhed omkring dens oprindelse og begyndelse. Efter Propps analyse og kategorisering af de russiske eventyr, som beskrives nedenunder, opstod der en endnu mere synlig lighed mellem alle verdenseventyr: fortællinger fra Indien ligner i struktur, indhold og lingvistisk opbygning eventyr fra Irland eller Finland. Kulturer, der aldrig har haft kontakt med hinanden, fortæller de samme eventyr til deres børn og deres befolkning. Dette skyldes eventyrets arketypiske struktur, som opbygges af generelle og universelle elementer i menneskets kultur, ofte i tosporede koblinger: f.eks. kærlighed/had, tab/opdagelse, visdom/uvidenhed, liv/død.

De første skriftlige eventyr i vores vestlige kultur går tilbage til det 6. århundrede f. Kr., da Æsop, en græsk slave, skrev eller dikterede sine berømte eventyr (Vulpes et uva, dvs. ”Ulven og Vindruerne”) og påvirkede en anden græsk slave, som videreudviklede denne genre i den latinske litteratur: Phedrus (17. f. Kr. – 50 e. Kr.). I middelalderen blev den mest populære fortællegenre, chansons de geste, formet efter de eventyrlige modeller: disse bød velkommen til prinsesser, helte, mystiske væsner og fantastiske hændelser. Alle de mest betydningsfulde forfattere i det 14.-16. århundrede fortolkede eventyr på deres egen personlige måde, f. eks. Chaucer med Canterbury Tales, Boccaccio med Decameron og endda Shakespeare i flere dramaer.

Eventyrets højtid er det 17. og 18. århundrede, da flere europæiske forfattere samler de folkelige fortællinger. La Fontaine (1621-1695), Perrault (1628-1703), brødrene Grimm (Ludvig Karl 1785-1863; Wilhelm Karl 1786-1859) er årsagen til, at vi stadigvæk kan genfortælle de klassiske eventyr såsom Askepot, Tornerose, Snehvide og Hans og Grete.
Det 19. århundrede bød på en fornyelse af genren, således at forfattere som f.eks. H.C. Andersen, Collodi (Pinocchio) og Barrie (Peter Pan) kunne formidle de fremherskende eller omsiggribende borgerlige værdier og nye arketyper. Det såkaldte kunsteventyr viste vejen for det 20. århundrede med f.eks. Calvino (Favole Italiane), Orwell (The Farm) og Tolkien (Lord of the Rings).

BESKRIVELSE

Som genre tilhører eventyret det narrative register og adskiller sig fra det lyriske, det dramatiske og det didaktiske register. Ikke desto mindre kan man finde lyriske, dramatiske og didaktiske elementer i form af f.eks. rim og kærlighedstemaer, dialoger, monologer og overraskende afslutninger; moralsk budskab og belæring.

Denne genre er baseret på et eventyr, et ”adventure”, dvs. en lærende rejse, hvor hovedpersonen oplever et tab og ved hjælp af mystiske, og af og til overraskende eller uforklarlige begivenheder, genforenes hovedpersonen med det tabte. En meget simpel struktur, en meget kort form og en retorisk stil bygget op af gentagelser, nøgleord, lydeffekter (”langt langt borte land” = allitteration og gentagelse) er med til at gøre eventyret egnet til udenadslære og til at blive genfortalt mundtligt. Det latinske navn for eventyr er netop ”fabula”, som betyder mundtlig fortælling.

KATEGORIER

Vladimir Propp fandt overraskende ligheder blandt de russiske eventyr, som han samlede i sin forskning, og var i stand til at specificere nogle kategorier indenfor eventyrgenren. Han identificerede et bestemt handlingsskema i fire faser:

  1. begyndelse i balance
  2. krise
  3. heltens rejse
  4. genoprettelse af balance (afslutning)

I denne faste og meget generelle ramme kan man finde 31 specifikke funktioner dvs. 31 forskellige måder hovedrollen kan agere på (f.eks.: erkendelse, tilståelse, bryllyp, udførelse af opgaven osv.). Endvidere identificerer Propp otte roller eller arketypiske personer:

  1. helten
  2. modstanderen
  3. den uægte helt
  4. sendebudet
  5. mentoren
  6. hjælperen
  7. kongen
  8. prinsessen

En syntetisk og mere skematisk version af Propps kategorier blev udviklet af A. J. Greimas, som viser de narrative relationer blandt rollerne. Greimas’ model er kendt som “aktantmodellen”.

sender → objekt →modtager

hjælper →subjekt ←modstander

EVENTYR I PÆDAGOGIKKEN

Eventyret kan med fordele anvendes i pædagogikken pga. dets:

  • fascination
  • universelle arketyper
  • moral opbygning

På baggrund af de ovennævnte parametre egner eventyret sig til konkrete henvendelser i pædagogikken. Små børn kan let forstå, relatere til og lære af eventyrets enkelte struktur, og voksne kan anvende eventyret både som inspiration til fortælling og som metafor for en opdagelsesrejse. Et eksempel på det sidste kan være et undervisningsforløb opbygget som en rejse, hvor udfordringer balanceres med hjælp indhentet af nøglepersoner.

REFERENCER

  • Eco, Umberto. (1984). Semiotics and the Philosophy of Language. Bloomington & Indianapolis: Indiana University Press.
  • Greimas, Algirdas Julien. (1966). Sémantique structurale: Recherche de méthode. Paris: Larousse.
  • Nøjgaard, Morten. (1993). Det litterære værk. Tekstanalysens grundbegreber. Odense: Odense Universitetsforlag.
  • Martin, Bronwen – Ringham, Felizitas. (2000). Dictionary of Semiotics. London and New York: Cassell.
  • Propp, Vladimir. (1970). Morphologie du conte. Paris: Seuil.