Dato 02/04-2019

Forfatter Katja Julia Heuser Elmer

AKTIVITET 1. HVAD ER ORDBLINDHED?

I denne aktivitet skal eleverne tænke over og sætte ord på, hvad det vil sige at føle sig anderledes. Derefter snævres diskussionen ind til at handle om, hvordan det er at være ordblind. Klassen ser en film om ordblindhed, og timen sluttes af med en opsamling i klassen.

Varighed: ca. 45 min.
Materialer: Ark 1: Refleksionsark & Ark 2: Makkersnak-ark

 

2. SPRØGSMÅL TIL KLASSESNAK OM ORDBLINDHED

  • Hvad tror I, ordblindhed er?
  • Tror I, at man føler sig anderledes, når man er ordblind? Hvorfor/hvordan?
  • Hvordan tror I, det er at være ordblind?
  • Gør man ting på andre måder end andre? Hvad/hvorfor?

Svarene skrives op på tavlen og sorteres samtidigt, så relevante svar placeres til højre, og ikke-relevante svar placeres til venstre på tavlen, uden at involvere eleverne i, hvorfor svarene placeres som de gør.

 

3. FILM OM ORDBLINDHED

Som opfølgning og svar på nogle af spørgsmålene, kan du vise filmen herunder. Filmen varer 01:52 min.

Se filmen her

Som opsamling på filmen og jeres snak kan du bede eleverne se på tavlen – forstår de sorteringen af deres forskellige svar?

Følg op med spørgsmål som:

  • Hvad, tror I, kan være svært i hverdagen for en ordblind?
  • Hvor møder man tekst i hverdagen?

Hvis du har tid, kan du vise klassen en lille film, hvor unge ordblinde selv fortæller om deres hverdag. Filmen varer 01:24 min. Ellers kan du gå direkte til opsamlingen.

Se filmen fra Nota her: “Om at være ordblind – udfordringer og ordblindhed”

Spørgsmål til filmen kunne fx være:

  • Hvad overraskede jer?
  • Lærte I noget nyt?

Brug evt. Makkersnak-arket, som er en liste med gode spørgsmål, når eleverne taler sammen to og to. Eleverne kan have spørgsmålene liggende på bordet.

 

4. OPSAMLING I KLASSEN

Som opsamling er det oplagt at få sammenlignet og talt om de ting, eleverne skrev på deres refleksionsark og det, I skrev op på tavlen.

HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE ORDBLIND?

Hvor mange er ordblinde?
Man ved, at der i dag sidder 1-2 elever i hver klasse, som har læsevanskeligheder eller er ordblinde. Disse elever kan gå med en følelse af at være anderledes helt op i voksenlivet. Ofte på grund af manglende viden fra omverdenen om det at være ordblind.

Hvad skyldes ordblindhed?
Ordblindhed skyldes en brist i det fonologiske system i sprogcenteret i hjernen. Dette betyder, at ordblinde har markante vanskeligheder med at lære og at huske bogstavernes lyde samt at sætte disse lyde sammen til ord.

Hvad er særlig svært for ordblinde?
Ordblinde har særligt svært at læse eller stave ord med konsonantklynger, fx ord som stærk læses som særk eller sæk, stor som sort, agurk som aguk, streng som seng, osv.