5 hurtige til fantasybloggeren Kirsten Bloch

Dato 20/03-2020

Forfatter Stine Honoré

Kirsten Bloch er uddannet bibliotekar, og så er hun fantasyfan og driver bogbloggen Læsehest med Fantasy, hvor hun primært anmelder fantasybøger og bøger fra de fantastiske genrer.

Foto: Chresten Bergh

1. HVORFOR ER JOSEFINE OTTESEN EN AF DINE YNDLINGSFORFATTERE?

Fordi hun skriver gode historier, som rører mig og får mig til at tænke. Selvom jeg ikke har læst alle hendes bøger, så har jeg elsket alle dem, jeg har læst, og især hendes fantasybøger står mit hjerte nær. Jeg er vild med hendes universer, hendes historier og hendes personer, og for mig er hun en af de allerbedste danske fantasyforfattere, vi har.

2. HVAD ER DET, DER ER SÅ SÆRLIGT VED JOSEFINE OTTESENS SPROG OG SKRIVESTIL?

En af de ting, der kendetegner Josefine Ottesens sprog og skrivestil, er hendes evne til at fange læseren, uanset alder. Hendes sprog passer altid til den historie, hun fortæller, og de læsere, hun fortæller historien til. Og det uden at tale ned til læseren eller forsimple læseoplevelsen. Sproget i hendes bøger afspejler det univers, og den tidsperiode, historien foregår i. I Eventyret om Fjeren og Rosen er der noget næsten eventyragtigt over sproget og tonen, mens det i trilogien Krigeren er mere voksent med ord, der fører læseren tilbage til vikingetiden. Og så er sproget altid let at læse, flydende og fyldt med fantastiske beskrivelser, hvad enten det drejer sig om kampscener, miljøer eller personer.

3. HVAD KENDETEGNER JOSEFINE OTTESENS HISTORIER?

Udover at hendes historier altid er spændende med plot, der hænger sammen, og gennemarbejdede og gennemførte universer, så kan man også mærke den enorme mængde research, der ligger bag hver eneste bog. Ikke forstået sådan, at man blive bombarderet med information, men man fornemmer, at forfatteren ved, hvad hun taler om, og kender sin verden og sine personer. Og så er Josefine Ottesen ikke bange for at tage tabubelagte eller svære tematikker op i sine bøger. I Dragens kys er det seksualitet og køn, mens det i Historien om Mira er undertrykkelse og racehad. Og det er kun for at nævne et par eksempler.

4. HVAD ER DET, JOSEFINE OTTESEN KAN, NÅR HUN SKRIVER FANTASY?

Hun kan skabe historier og verdener, som er troværdige, spændende og ikke mindst relevante for både børn og voksne. Historier, der tager tunge og vigtige emner op og sætter fokus på virkelige problematikker på en sådan måde, at de får læseren til at tænke og lære noget om både sig selv og vores verden. Josefine Ottesen var en af de første danske fantasyforfattere og en af de mest produktive, og derfor har hun været med til at definere og udvikle genren i Danmark. Mange, heriblandt jeg selv, er vokset op med hendes fortællinger, og hun har været med til at legitimere fantasy som genre på lige fod med andre genrer, netop ved at skrive gode historier, som kan læses på flere niveauer og af personer i alle aldre. Jeg opdager nye lag, hver gang jeg genlæser hendes bøger, og nyder dem mere og mere for hver gang.

5. HVAD KENDETEGNER JOSEFINE OTTESENS KARAKTERER?

Deres menneskelighed. Josefine Ottesens personer er mennesker på godt og ondt i verdener, hvor intet er sort-hvidt. Det gør dem genkendelige og lette at identificere sig med. Og det uanset, om de er mennesker, feer eller gnomer. Hendes helte udvikler sig og vokser med den modstand og de opgaver, de møder. De har en indre styrke, som hjælper dem i deres kamp mod den fare, de står overfor.