Viden om social interaktion og påvirkning

Dato 11/01-2011

Forfatter Hans Henrik Knoop

Her er en oversigt over nogle af de vigtigste indsigter vedr., hvordan mennesker interagerer og påvirker hinanden. Oversigten er bearbejdet efter Atkinson et al. (1993).

SOCIAL INTERAKTION OG PÅVIRKNING

Selvom social påvirkning ofte får os til at tænke på direkte og tilsigtede forsøg på at ændre vore overbevisninger, holdninger eller adfærd, er mange påvirkninger faktisk indirekte og utilsigtede. Selv den blotte fysiske tilstedeværelse af en anden person kan påvirke os. Vi er også påvirkede af sociale normer – skjulte regler og forventninger om, hvordan vi bør tænke og opføre os. Vor succes med en direkte eller tilsigtet social påvirkning afhænger ofte af vor lydighed over for disse sociale normer.

SOCIALE MEKANISMER

Både mennesker og dyr reagerer hurtigere, når de er sammen med artsfæller. Denne sociale facilitering optræder, uanset om man laver det samme eller ej. Andres tilstedeværelse ser ud til at højne vor ”drive-level”. Den understøtter simple responser, men hæmmer komplekse responser. For mennesker spiller kognitive faktorer, såsom en bekymring for evaluering, også en rolle.

Den uhæmmede aggressive adfærd, man sommetider ser i bander og større forsamlinger, kan være resultatet af de-individuation, hvor enkeltpersoner føler, at de har mistet deres identitet og er smeltet sammen med gruppen. Anonymitet reducerer selvbevidsthed og bidrager til de-individuation. Nogle af konsekvenserne af de-individuation er svækket kontrol af impulsiv adfærd, øget følsomhed overfor umiddelbare cues, flydende følelsesmæssige tilstande og en mindsket bekymring for andres evaluering. At være i en gruppe og føle sig anonym behøver dog ikke at lede til øget aggressivitet.

Hvis man er sammen med en gruppe, er det mindre sandsynligt, at man kommer nødstedte til hjælp, end hvis man er alene. Det skyldes hovedsageligt, at situationen defineres, og at ansvarligheden spredes blandt deltagerne. I forsøget på at forholde sig roligt vil der være tendens til, at tilskuerne definerer situationen som ikke-nødstilfælde for hinanden, og derigennem skaber en tilstand af fælles ligegyldighed. Andres tilstedeværelse spreder også ansvaret, så ingen føler, at netop de burde træde til hjælp. Hvis disse faktorer minimeres – f.eks. hvis én person griber ind – er der større sandsynlighed for, at andre også hjælper.

Social-indvirknings-teorien sammenfatter mange sociale mekanismer ved at pege på at:

  • Social indvirkning/effekt af en påvirkning på et individ forøges med antallet, umiddelbarhedsgraden og vigtigheden af kilderne til påvirkning.
  • Den sociale indvirkning/effekt mindskes med antallet, umiddelbarhedsgraden og vigtigheden af individerne i målgruppen forøges.

Kognitiv-respons-teori peger på, at overtalelse gennem kommunikation i virkeligheden er selv-overtalelse, som produceres af de tanker, som modtageren genererer under kommunikationen. Hvis kommunikationen vækker tanker, som understøtter afsenderens standpunkt, vil modtageren ændre sig i retning af denne position – og modsat: hvis der vækkes tanker, som ikke understøtter afsenderens standpunkt (såsom modargumenter eller nedsættende tanker om afsenderen) vil modtageren forblive ikke-overbevist. Dette understøtter i høj grad konstruktionistisk læringsteori.

Overtalelse (skabelse af holdnings- og overbevisningsændringer) kan gå ad to veje: en central vej, hvor individet responderer på væsentlige argumenter og en perifer vej, hvor individet responderer på forhold, som ikke direkte har noget med kommunikationens indhold at gøre (f.eks. antal argumenter, kommunikators troværdighed eller stemningen under kommunikationen). Hvis en kommunikation er personlig relevant, er der større sandsynlighed for at vække tanker omkring det væsentlige indhold end ellers. Hvis der er begrænset personlig relevans, hvis folk ikke ønsker at respondere eller ikke er i stand til det, er der tendens til, at de bruger simple heuristikker (tommelfingerregler) til at vurdere kommunikationen med. Dette kan evt. relateres til politikeres brug af ”radikaler”.

KONFORMITET OG LYDIGHED

OM KONFORMITET

Enstemmige grupper udøver stærkt pres på individer for at få dem til at acceptere gruppenormen/gruppens vurderinger – ofte selv når disse vurdering er klart fejlagtige. Hvis blot een person i gruppen afviger fra gruppens øvrige medlemmer, er presset for konformitet langt mindre.

OM LYDIGHED

Mennesker er ofte villige til at påføre andre smerte, hvis der er en autoritetsperson, som påtager sig ansvaret herfor. Medvirkende faktorer i denne sammenhæng er sociale normer, autoritetens overvågning, buffere, som skaber afstand mellem personen og konsekvenserne af hendes handlinger samt videnskabens legitimerende rolle (målet helliger midlet osv.). Der er stærke etiske kontroverser i forbindelse med lydighedseksperimenter.

Lydighed over for autoriteter kan undergraves, hvis de underordnede indgår i grupper, hvor det er muligt at dele sine meninger, støtte afvigende holdninger og skabe rollemodeller for ulydighed. Ofte står man så med dilemmaet mellem lydighed i forhold til autoriteterne og konformitet i forhold til en gruppe.

Studier i lydighed og konformitet viser, at der er tendens til, at situationelle faktorer styrer vores adfærd mere, end vi er klar over. Vi undervurderer ofte situationens magt.

En minoritetsgruppe kan påvirke et flertal i retning af egne holdninger, hvis gruppen fastholder sine afvigende holdninger uden at virke stive, dogmatiske eller arrogante. Sommetider lykkes det minoritetsgrupper at vinde majoritetsindivider for sig uden, at den offentlige mening (konformitet) ændrer sig.

GRUPPEDYNAMIK

Når vi identificerer os, adlyder vi normer og tager overbevisninger, holdninger og adfærd hos grupper, vi respekterer og beundrer, til os. Vi bruger sådanne referencegrupper til at evaluere og regulere vore meninger og handlinger. En referencegruppe kan styre vore holdninger og adfærd gennem social belønning og straf eller ved at udforme en referenceramme med færdige fortolkninger af begivenheder og sociale temaer.

De fleste mennesker identificerer sig med mere end én referencegruppe, og dette kan medføre konfliktende overbevisninger, holdninger og adfærd. Studerende bevæger sig eksempelvis ofte væk fra deres familiære referencegruppe til en referencegruppe af medstuderende. De nye tænke- og handlemåder har tendens til at vare ved efter studietiden, og vi er da tilbøjelige til at vælge nye referencegrupper som deler vore tænke- og handlemåder.

Når temaer diskuteres i grupper, er der tendens til gruppepolarisering: Dvs. gruppens beslutning fastholder den oprindelige tendens i gruppen (gennemsnitlige holdning blandt deltagerne), men forstærker den. Dette er ikke blot offentlig konformitet – de enkelte medlemmers private holdninger ændres også gennem gruppediskussionen. Dette skyldes dels informationel påvirkning, dels normativ påvirkning. Den informationelle påvirkning består i, at der er tendens til, at der fremføres flere argumenter for den oprindelige position end imod. Dette radikaliserer den oprindelige position. Den normative påvirkning består i, at enkeltpersoner sammenligner deres egne oprindelige synspunkter med gruppens. Da der fremføres så mange stærke argumenter for den oprindelige position, er der tendens til, at den enkelte radikaliserer (tilpasser) sine egne holdninger til gruppens flertalsposition, fordi den enkelte opfatter sine egne oprindelige holdninger som for svage i lyset af gruppediskussionen.

En analyse af katastrofale udenrigspolitiske beslutninger viser, at tæt knyttede grupper af beslutningstagere med en autoritær leder har risiko for at udvikle gruppetænkning, hvor de enkelte undertrykker deres egne afvigende meninger for at opnå gruppekonsensus. Dette skaber en fælles illusion om at være uangribelige, moralske og enstemmige, hvorefter der gennemføres ukvalificerede beslutningsprocesser og træffes dårlige beslutninger.

Det er blevet foreslået, at man kan modarbejde tendensen til gruppetænkning ved, at lederen skaber en atmosfære af åbenhed, ikke selv tager stilling inden diskussionen begynder, ved at lade nogle medlemmer være ”djævelens advokat”, ved at bringe personer udefra ind i gruppen og ved at holde ”second-chance-møder”, hvor gruppemedlemmer kan udtrykke nagende betænkeligheder ved en foreløbig beslutning.

REFERENCER

  • Atkinson, R. et al. (1993). Introduction to Psychology. New York: Hartcourt Brace.