Relationskompetence og ICDP

Dato 05/10-2018

Forfatter Frans Ørsted Andersen

Relationskompetence er evnen til at etablere en god følelsesmæssig relation med de mennesker, vi arbejder med. ICDP er en metode, der netop arbejder med at udvikle relationskompetencen hos os voksne, og den er blevet meget udbredt i Danmark – formentlig fordi Danmark er et af de lande i verden, hvor børn og unge tilbringer mest tid sammen med pædagoger og lærere.

ICDP er en forkortelse af International Child Development Program og er en metode til at udvikle relationskompetencen hos lærere, pædagoger og andre, der arbejder med mennesker. Målgruppen for metoden startede med at være lærere og pædagoger, deraf ”child”, men nu udbydes kurser i ICDP også på sygehuse, i kriminalforsorgen, på erhvervsskoler, i biblioteksvæsenet og hos andre, der arbejder med mennesker.

Forskningen har i årtier entydigt peget på relationskompetence som en hjørnesten i al pædagogisk virksomhed. Læring, trivsel og personlig udvikling finder i høj grad sted, når lærere og pædagoger mestrer den såkaldte relationskompetence. En lang række pædagogiske tiltag i ind- og udland har de sidste 10 år i særlig grad lagt vægt på netop relationskompetence, som den størrelse, der skal gøre en forskel (Andersen, 2015).

Men hvad er relationskompetence og ICDP egentlig for nogle størrelser? I artiklen gør jeg dig forhåbentlig klogere på:

  • Hvad relationskompetence er
  • ICDP-programmets teoretiske rødder
  • Hvad ICDP er
  • Det gode samspil

Hvad er relationskompetence?

Ifølge en af de førende danske ICDP-eksperter, Anne Linder, kan man definere relationskompetence sådan:

Relationskompetence er evnen hos en professionel til at etablere en god følelsesmæssig relation med og mellem de mennesker, man arbejder med, og på den baggrund skabe et lærende og opdragende samspil.” (Linder, 2016)

 ICDP-programmets teoretiske rødder

I pædagogisk-psykologisk sammenhæng har man stort set altid lagt vægt på det relationelle samspil mellem mennesker som afgørende for menneskelig udvikling. Men der er forskel på hvor stor denne vægt er og på, hvordan man for eksempel vægter barndommens samspil og relationer.

I de såkaldte tilknytningsteoretiske (fx Bowlby) og kulturhistoriske (fx Vygotsky) traditioner lægges der overordentlig stor vægt på relationerne mellem mennesker, og der henvises da også ofte til disse klassiske kilder, når moderne ICDP-fagpersoner beskriver og begrunder deres initiativer. Men modsat de ældste psykodynamiske teorier af for eksempel Freud og Mahler pointerer både Bowlby og Vygotsky, at ”løbet ikke er kørt, når barndommen er overstået”. Nej, siger de, og forskningen giver dem i høj grad ret. Livet igennem har vi alle både behov og mulighed for at arbejde med og forbedre relationerne mellem os selv og de mennesker, vi omgås med. Den samme grundidé finder vi i ICDP-programmet.

Fokus er dog fortsat – når vi i almindelighed taler om relationskompetence og ICDP – primært på de professionelle pædagogiske relationer mellem børn/elever/studerende og lærere/pædagoger – men som nævnt også i stigende grad mellem mange andre professionelle og de medarbejdere/borgere/brugere, de arbejder med.

Hvad er ICDP?

International Child Development Programme (ICDP) er oprindeligt et pædagogisk træningsprogram udviklet af de to norske psykologiprofessorer Karsten Hundeide og Henning Rye, som begge er inspirerede af førnævnte Vygotsky og Bowlby. I Danmark har bl.a. University College Nordjylland (UCN) og Dansk Center for ICDP stået for udviklingen og udbuddet af ICDP.

ICDP-programmet handler altså om at styrke kvaliteten af professionelles arbejde med mennesker.

Formålet med ICDP er ifølge Dansk Center for ICDP:

  • At øge professionelles kompetencer med hensyn til iagttagelse, beskrivelse, analyse og intervention af og med relationelt samspil
  • At give professionelle en fælles teoretisk ramme til forståelse af det relations- og ressourceorienterede arbejde i institutioner og organisationer
  • At give professionelle en udvidet bevidsthed og sensitivitet i forhold til deres samspil med de børn, unge, forældre, kollegaer og borgere, de arbejder med
    (Anne Linder 2016)

ICDP-programmet handler altså om at styrke kvaliteten af professionelles arbejde med mennesker, idet dette arbejde anses for altid at være dybt afhængig af relationerne.

FILM: Læreres relationskompetence – tre synlige kendetegn:

Rødder i Danmark

Programmet har rødder i Danmark og Norge og er blevet meget udbredt i disse to lande (har dog bredt sig langt udover Nordens grænser). At det har rødder i det nordiske er måske ikke så overraskende, for Norden er det område i verden, hvor børn og unge tilbringer mest tid sammen med pædagoger og lærere (Hundeide, 2015, s. 42).

ICDP-programmet introducerer 8 retningslinjer for det gode samspil. Disse retningslinjer inddeles i 3 dialogformer, som kan ses som hele kernen i ICDP-programmet.Retningslinjer for det gode samspil

De 8 retningslinjer og de 3 dialogformer er følgende:

Den emotionelle dialog

  1. Vis glæde for barnet/borgeren – vær positiv!
  2. Se barnets/borgerens initiativ og tilpas dig hertil
  3. Inviter barnet/borgeren til samspil – lyt og få en samtale i gang
  4. Giv anerkendelse og ros for det, barnet/borgeren er i stand til

Den meningsskabende og lærende dialog

  1. Hjælp barnet/ borgeren med at fastholde sin opmærksomhed, så I får fælles fokus og oplevelse
  2. Giv mening til barnets/borgerens oplevelser ved at vise følelser og udvise entusiasme
  3. Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet/borgeren

Den guidende og vejledende dialog

  1. Skab rammerne. Fortæl barnet /borgeren, hvad det må og skal – trin for trin.
    (frit efter Linder, 2016 og Miller, 2014)

ICDP rummer dermed i alt tre dialogformer, som den professionelle kan søge at forbedre. Eksempelvis må den professionelle i den emotionelle dialog bestræbe sig på – eller øve sig på – at blive en dygtig medspiller rent følelsesmæssigt: Små signaler som et smil, at møde barnets/borgerens kontaktforsøg, uanset kvaliteten af dem, søge at støtte barnet/borgeren i små dialoger, som kan give det forståelse for det sociale samspil og det at agere ”synkront” med andre mennesker (Linder, 2016, s. 73). Linder henviser desuden til Carol Dwecks forskning om det, at give ros og feedback: Her er en pointe, at vi som professionelle bør fokusere på den opbyggende ros – den som roser barnets indsats frem for dets allerede eksisterende evner. Barnet opnår dermed en følelse af, at anstrengelsen er værdsat, og at et godt resultat i en udfordrende opgave også er muligt en anden gang (Linder, 2016, s. 74).

Referencer

  • Andersen, F. Ø. (2015b). Pædagogik på kanten: især for drenge, men også for piger. 1. udgave ed. Kbh.: Mindspace.
  • Dansk Center for ICDP: ICDP Hvad er det? Rekvireret på http://danskcenterfor-icdp.dk/icdp-hvad-er-det/ d. 26.4.2018.
  • Hundeide, Karsten (2015): Introduktion til ICDP-programmet – et arbejdshæfte. Institut for Relationspsykologi.
  • Linder, Anne (2016): Professionel relationskompetence – Stjernestunder i det relationelle univers. Frederikshavn: Dafolo.
  • Linder, Anne (2010): Professionelt relationsarbejde – en værktøjskasse til refleksion over relationer. Frederikshavn: Dafolo
  • Miller, Tanja (2014): Evaluering af ICDP i praksis. University College Nordjylland.