På den forkerte side

Dato 04/10-2018

Forfatter Anders Klebak

Peter Krogholm har altid været fascineret af gangstere, våben og den forkerte side af loven. Til marts udkommer de to første bøger i hans trilogi Hitman om teenageren Andreas, som vokser op i en familie af lejemordere og selv skal i lære som professionel dræber.


Foto: Daniel Hjorth

På den ene side er Andreas en ganske almindelig teenager, der hænger ud med vennerne, vurderer piger på en skala fra 1-10 og keder sig i skolen. Men det ændrer sig, da han til sin konfirmation får en ret usædvanlig gave af sine forældre: en riffel med kikkertsigte, pakket fint ind i en kasse med gavepapir og sløjfe. Våbnet markerer ikke kun, at han træder ind i de voksnes rækker. Det er nemlig en to hundrede år gammel tradition i familien, at mændene lever en dobbelttilværelse som kernefamiliefædre på den ene side og koldblodige lejemordere på den anden. Og nu er det altså Andreas’ tur til at træde i sin fars fodspor.

Andreas er hovedpersonen i forfatter Peter Krogholms nye serie Hitman. En trilogi, hvor spænding, våben og blodige begivenheder driver plottet.

“Jeg har prøvet at skrive en bog, jeg selv ville gide at læse som 13-14-årig. Jeg tror, der er mange børn, der synes, det er fedt at lege med tanken om at være på den forkerte side. Heldigvis er 99,8 procent af os så godt opdraget, at det bliver ved fantasien”, siger forfatteren.

“Der er en helt særlig æstetik ved våben, som jeg bliver tiltrukket af”

PACIFISME OG VÅBEN

Egentlig er det en ret fredsommelig Peter Krogholm, der åbner døren og byder på kaffe. Han har godt nok militærets medarbejderblad “FORSVARSAVISEN” liggende på køkkenbordet, men det er hans kærestes. Hun er sangerinde og blandt andet ansat i Livgardens Musikkorps. Peter Krogholm er selv vokset op i en med egne ord “utrolig pacifistisk” familie og trak – heldigvis, siger han – frinummer til session. Han har kun få gange skudt lerduer og en enkelt gang med riffel. Og så har han ved siden af forfattergerningen et deltidsjob i Mandecentret i et projekt om forebyggelse af vold mod mænd.

Når våben og blodig action alligevel fylder siderne i Hitman-trilogien, skyldes det mere en fascination af våben, som går helt tilbage til barndommen. Blandt hans yndlingsbøger var tegneserier om anden verdenskrig, og han husker tydeligt glæden ved at bygge en Sherman-tank som samlesæt.

“Der er en helt særlig æstetik ved våben, som jeg bliver tiltrukket af”, siger han.

Det er vigtigt for Peter Krogholm, at de våben, som optræder i bøgerne, er realistiske. I researchprocessen kontaktede han firmaet Leupold & Stevens, der producerer kikkertsigter, og forklarede dem, at han skrev på en bog, hvor en bestemt riffeltype indgår – en Sako TRG-22. Ville det være realistisk at bruge deres Leupold Mark 6-kikkertsigte til denne riffel?

“De meldte tilbage, at det var et rigtigt godt match”, siger han.

Til gengæld var han mere tilbageholdende med at researche med hensyn til sprængstoffer.

“Jeg overvejede at kontakte politiet og sige, at hvis de begyndte at se nogle mærkelige søgninger på bomber fra min IP-adresse, så var det altså, fordi jeg var i gang med at researche til en bog. Men jeg droppede at gå for meget i detaljer med bomberne”, siger han.

Foto: Daniel Hjorth

FASTHOLD DRENGENE

Ideen til Hitman opstod i forbindelse med en konkurrence udskrevet af Kulturministeriet. Drenge slipper skønlitteraturen, når de rammer 11-12-årsalderen, og konkurrencen gik ud på at få forfattere til at skrive korte noveller, som appellerer til drenge. Novellerne blev lagt på en hjemmeside, hvor skoleelever kunne læse dem og stemme på deres favoritter.

“Jeg vandt ikke. Men idéen var alligevel for god til at dø, så jeg fortsatte med at skrive”, siger han.

Han mener, det er en god ambition at fastholde drengene i at læse skønlitteratur og give dem noget, som appellerer til dem.
“Hvis der er drenge, der samler Hitman op og får lyst til at læse hele trilogien, er det jo fantastisk. Og forhåbentlig kan det lede til, at de læser andre bøger også”.

Peter Krogholm er journalist, så det at skrive har altid været en del af hans professionelle liv. Men det er noget helt andet at skrive en bog end at skrive en artikel. Journalisten bliver drevet frem af en tikkende deadline, der tvinger skrivningen i gang, men forfatteren er i høj grad overladt til sin egen selvdisciplin.

“Der er ikke så meget andet at gøre end at sætte sig til computeren hver dag og skrive. Nogle dage får jeg produceret en enkelt sætning. Andre dage kan jeg nærmest skrive tre kapitler, der er klar til tryk”, siger han.

Den journalistiske skrivestil, hvor læseren skal fanges tidligt i teksten, er et greb, Peter Krogholm har taget med sig over i forfattergerningen.

“Der skal være forskellige kroge tidligt i teksten, som læseren kan hægte sig på. Det handler også om, hvordan jeg selv er som læser. Hvis ikke jeg er hooked på noget inden for de første to kapitler, går jeg død”.

Men selv om man skal hjælpe læseren, så behøver det ikke være alt for let. Sproget må gerne udfordre.
“Det skal ikke være alt for nemt og renskuret. Det gør ikke noget, at der er ord, som barnet skal slå op. Bare det ikke er noget, der bremser læsningen for meget”, siger han.

“De film, jeg blev grebet mest af som ung, var dem, hvor alle er nogle gennemførte assholes.”

INGEN LØFTEDE PEGEFINGRE

I barndommens lege var Peter Krogholm sjældent den renskurede og lov-og-orden-opretholdende helt. Gangstere, tyve og andre på kant med samfundets regler var langt mere interessante.

“Den type mennesker har altid fascineret mig. De film, jeg blev grebet mest af som ung, var dem, hvor alle er nogle gennemførte assholes – som fx Godfather. Du sympatiserer ikke nødvendigvis med deres handlinger, men du prøver at forstå, hvorfor de handler, som de gør”, fortæller Peter Krogholm.

Og det er måske det allermest interessante ved mennesker, mener forfatteren. At vi ikke altid handler korrekt og rationelt i forhold til samfundets forventninger. Nogle gange spiller årsager ind, som vi ikke selv er herre over. I Hitman står Andreas i en situation, hvor han reelt ikke har et valg. Enten vælger han livet som lejemorder, eller også bliver faren nødt til at “tage sig af ham”. Faren kan ikke efterlade løse ender, og Andreas er blevet indviet i familiens store hemmelighed.

Undervejs støder Andreas ind i en række situationer, hvor hans moral kommer på prøve. Han er – måske endnu mere end forfatteren selv – en våbennørd og fascineret af lejemorderlivet. Men når det kommer til stykket, kan han så dræbe mennesker, som måske er uskyldige?

Peter Krogholm vil meget gerne undgå løftede pegefingre. Målet med Hitman er ikke at stille læserne over for situationer, hvor de skal forstå, hvad der er rigtigt og forkert. Men han fortæller, at der hen over de tre bind vil ske en udvikling, hvor læseren gerne skal tænke over voldens meningsløshed.

“Læseren må gerne spørge sig selv: Hvad er det egentlig, vi gør ved hinanden? Jeg mener, der er plads til både underholdning og eftertanke i mine bøger”, siger han.

Men skal vold være underholdning i børne- og ungdomsbøger?

“Der har alle dage været en diskussion om, hvilken effekt kunst, bøger og spil har på skrøbelige sind. Nogle er bange for, at det skader børnene. De vil gerne beskytte dem, men jeg synes, det er noget vrøvl. Det er ansvarsfralæggelse at sige, at det er på grund af heavy metal eller computerspil eller tegneserier, hvis et barn handler voldeligt. Der er nok mere noget, der er gået galt i opdragelsen”.

Han mener, vi skal have tillid til børn og unges evne til at skelne mellem rigtigt og forkert.

“Nogle vil læse min bog og tænke ”wauw, jeg gad også godt skyde med en riffel”. Andre vil sige, at personerne gør nogle ting, man ikke må. Og nogle andre vil bare sige ”kom nu med noget mere action”. Alle tre måder er helt o.k. med mig”, slutter han.

BLÅ BOG

Peter Krogholm (f. 1976)

Vokset op i Bording i Midtjylland. Uddannet journalist i 2004 og har blandt andet arbejdet som musikjournalist for danske og internationale medier.

Ved siden af bogskrivningen arbejder Peter Krogholm som kommunikationsansvarlig for Mandecentret, der er et gratis rådgivningstilbud for mænd i krise.