Mentalisering

Dato 08/04-2015

Forfattere Micki Sonne Kaa Sunesen og Pia Majgaard

Forskning peger på, at relationskompetence er en af de mest væsentlige kernekompetencer i det pædagogiske felt . At kunne etablere et varmt psykologisk bånd til barnet, at kunne arbejde ressourceorienteret og understøtte barnets udvikling af mestringsstrategier er nogle af de temaer, der danner overskrifter for både lærere og pædagogers dagligdag. Men for mange børn er netop det at danne relationer og indgå i sociale sammenhænge en stor udfordring.

Denne artikel fokuserer på arbejdet med børn i udsatte positioner. I artiklen inddrages mentaliseringsbegrebet, som en måde at  forstå det pædagogiske arbejde på. Artiklen afstikker også nogle handlemuligheder i forhold til en udsat børnegruppe.

HVAD ER MENTALISERING?

Mentalisering er et omfattende og komplekst begreb. Det er en tilgang, der overvejende bruges af psykologer og andre behandlere i arbejdet med skadede og omsorgssvigtede børn og unge. Mentalisering kan forstås som en særlig arbejdsform og tilgang til forandring, hvor fokus er på tanker, følelser, motivation, hensigter samt på hvordan disse indvirker på adfærd.

Der er tale om en relationsorienteret tilgang til forandring, der især er baseret på den voksnes (omsorgspersonens) evne til kontinuerligt at bevare et nysgerrigt og analytisk (indlevende og reflekterende, men også guidende) fokus på såvel egne som barnets tanker og følelser.

Mentalisering kan beskrives som en kompleks relationel evne, hvor der indgår forskellige psykologiske processer som fx kognition, emotion, intuition, empati og motivation, men det kan ikke reduceres til eller forveksles med nogle af disse begreber enkeltvis.

Det er således en proces, hvor man anvender sin fornemmelse både for sig selv og den anden, og de indre processer der ligger bag en given interaktion. Evnen til mentalisering udvikles i samspil med de primære omsorgspersoner og beskrives således bedst udviklingspsykologisk.

Fremadrettet bruger vi ”omsorgspersonen” som en samlebetegnelse for forældre, pædagogen, læreren, psykologen, terapeuten, dvs. den eller de personer, som samarbejder med barnet.

MENTALISERING I UDVIKLINGSPSYKOLOGIEN

En central pointe er, at affektregulering, det vil sige den voksnes evne til at guide og regulere barnets følelser i samspillet mellem barn og omsorgsperson, er en forudsætning for, at barnet senere udvikler evnen til mentalisering. Og ligeledes er tilknytning nødvendig for udvikling af evnen til affektregulering.

Tilknytningen til de primære omsorgspersoner danner en fundamental fornemmelse for tryghed/utryghed, og den individuelle tilknytningsstil ser ud til at være relativt stabil gennem hele livet. Tilknytningsstilen karakteriseres ved, at samspillet mellem barn og omsorgsperson er så sammenhængende og konsistent, at barnet danner sig en indre arbejdsmodel for kontakt og tryghed.

Erkendelsen af hvor vigtigt en tryg relation mellem barn og voksen er, har resulteret i et teoretisk og forskningsmæssigt optagethed af det tidlige samspil mellem barn og omsorgsperson. De helt overordnede hovedtræk ved dette tidlige samspil ses i regulering af affekter, i starten primært omsorgspersonens regulering af barnets affekter, og efterhånden som et mere gensidigt samspil mellem barn og omsorgsperson, men med omsorgspersonens ansvar for reguleringsprocessen.

Omsorgspersonens regulering af barnets affekter kræver indlevelse og fornemmelse for barnets indre tilstand. I den sunde udvikling kan omsorgspersonen generelt tyde barnet. Denne proces fører efterhånden til barnets udvikling af evnen til at aflæse sindsstemninger hos omsorgspersonen og gradvist regulere sig efter dem, således at selvreguleringen og gensidigheden øges.

Barnet oplever således, at både det selv og andre har et indre liv med følelser, tanker og hensigter, og får fornemmelsen af både at dele oplevelser og være forskellige individer med forskellige indre liv. Samhørighed og adskillelse er således aspekter af denne udvikling.

En vigtig del af processen er den voksnes evne til at regulere denne afstemning, efter en vurdering af, hvad barnet har brug for. Det er således ikke et spørgsmål om “bare” at følge barnets behov, men at guide og regulere barnets følelser.

ET EKSEMPEL KAN VÆRE:

En toårig pige leger med en ballon. Ballonen springer, og hun bliver forskrækket. De voksne omkring hende deler hendes forskrækkelse og siger ”uha”. Hendes far kommer, løfter hende op og siger roligt og langsomt: ”Hov, ballonen sprang, du blev forskrækket, men sådan er det med balloner, det er ikke farligt.” Pigen falder hurtigt til ro igen.

Faren viser, at han forstår pigens forskrækkelse og ubehag, men tager også styringen i situationen og viser hende, primært med kropssprog og stemmeføring, at trods følelsen af forskrækkelse, er det ikke farligt. Pigen regulerer hurtigt sin følelse ned igen.

Denne udviklingsproces ses i mange samspilssituationer hver dag, hvor der er rig mulighed for, at barnet får en sund og god udvikling, også selvom der i nogle af situationerne sker en fejlafstemning. Dette repareres naturligt i de kommende afstemninger, hvilket også er en vigtig ingrediens i barnets udvikling.

Barnet skaber således evnen til at reparere på relationen, hvis noget er gået galt. Dette kan senere føre til konstruktiv konfliktløsning.

Nogle børn vokser op i familier, hvor der af forskellige grunde er vanskeligheder, som påvirker enten det grundlæggende tilknytnings-mønster og/eller forældrenes evne til at regulere barnet følelsesmæssigt. Det kan resultere i, at børnene bliver dysregulerede, hvilket igen kan påvirke udviklingen af deres mentaliseringsevne.

MENTALISERING I PÆDAGOGIKKEN

Som det nævnes ovenfor udspringer mentaliseringsbegrebet fra udviklingspsykologien og er særligt anvendt af behandlere. Begrebet og den relaterede terapeutiske tilgang er brugt i arbejdet med børn og unge i kaotiske og belastende livssituationer, der på indgående måder oplever vanskeligheder med at forstå og beskrive egne tanker og følelser. Egne, men i særdeleshed også andres [1].

Overføres erfaringerne fra det terapeutiske rum til den pædagogiske verden, så kan mentalisering være en særdeles værdifuld ramme om relationsarbejdet i skoler og børnehaver. Psykologen Janne Østergaard Hagelquist præsenterer modellen ÅBENT, der står for: Åbenhed, balance, empati, nysgerrighed og tålmodighed. Disse fem temaer kan samlet set være pædagogiske pejlemærker for god mentaliseringspraksis.

De fem temaer uddybes nedenfor med fokus på omsorgspersonens indstilling og pædagogiske grundsyn:

1. ÅBENHED

Omsorgspersonen må møde barnet med åbenhed. Dette indebærer at sætte egne oplevelser, følelser, tanker og forforståelser i parentes med henblik på at skabe et relationelt rum, hvor alle udlægninger af begivenheder (indre og ydre) mødes ”ikke vidende”. Denne indstilling af “ikke viden” skaber en relation præget af nysgerrighed til barnet, og som anerkender barnets oplevelse; uanset hvor skæv, forkert og urimelig barnets oplevelse end kan forekomme.

2. BALANCE

Omsorgspersonen må forsøge at genskabe barnets balance eller genfinde fast grund under fødderne. Ubalancen kan være følelsesmæssigt, socialt, kognitivt eller eksistentielt – og kan spænde over modsatrettede oplevelser, der ofte er af yderligtgående karakter: ”Jeg er vellidt vs. alle hader mig” eller ”Jeg er glad vs. jeg kan ikke mærke, hvordan jeg har det”.

Hagelquist [2] beskriver, at en måde at forholde sig til disse oplevelser på kan være ved at foretage modtræk. Fx ”at fokusere udad, når barnet er for fokuseret på sig selv, og indad, når barnet er for fokuseret på andre” [3]. Denne fokuseren udad og indad skal gøres nænsomt i og med, at der også i denne tilgang ligger en underkendelse af barnets oplevelse.

3. EMPATI

Evnen til at registre følelser hos andre, skabe teorier om de mentale tilstande, der ligger bag disse følelser, og respondere passende i situationen karakteriseres af mange som værende det unikt menneskelige – og er hvad vi karakteriserer empati [4].

Men i en kompleks pædagogisk praksis hvor børn, med tilsyneladende uforståelig adfærd, udfordrer omsorgspersonens følelsesregister, er det også empatien, der er allermest sårbar. Når omsorgspersonen og barnet bliver vrede på hinanden, mister de fornemmelsen for hinandens følelser og tanker, det vil sige selve det empatiske i deres relation udsættes for et pres.

Netop fordi empatien er så grundlæggende væsentlig, er det nødvendigt, at omsorgspersonen har indlevelse i egne handle- og tankemønstre. Derfor er både supervision af ekstern fagperson og refleksion i teamet vigtige elementer i det pædagogiske arbejde.

4. NYSGERRIGHED

Via omsorgspersonens nysgerrige forholdemåde lærer barnet, hvad der er væsentligt og hvad der ikke er; hvad er værdigt til genfortælling? [5]

Gennem hverdagssamtaler om erfaringer fordobles barnets verden. Når der spørges interesseret ind til følelser, intentioner og oplevelser, får barnet vigtig information om, hvad der lokalt værdsættes, ligesom barnet vejledes i hvilke handlinger, der er hensigtsmæssige.

Den uformelle hverdagssamtale er vigtig, men kan ikke stå alene. Ofte er decideret undervisning i at registrere, genkende og beskrive følelser en nødvendig del af barnets læring. Til dette kan der gøres brug af følelseskompasset, som illustreret ser således ud:

I følelseskompasset er følelserne universelle, da de findes på tværs af kulturer og samfund. Alle mennesker har disse følelser, og de tjener et vigtigt formål; de har en vejledende funktion og forsøger at fortælle os noget vigtigt om en specifik situation og relation.

Følelseskompasset kan bruges i det konkrete samarbejde med barnet , hvor man i en dialog kan indkredse den eller de følelser, som barnet givetvis har svært ved at sprogliggøre. Særligt er glæde, angst, tristhed og vrede vigtige grundfølelser.

5. TÅLMODIGHED

Især for tidligt skadede børn, er læring om følelser en langsommelig proces. Derfor er tålmodighed et kernetema i arbejdet med denne målgruppe. Hagelquist beskriver det rammende:

Omsorgssvigtede og traumatiserede har tit udviklet mestringsstrategier, som var hensigtsmæssige i det miljø, de levede i tidligere, men som nu er uhensigtsmæssige. Når nye mestringsstrategier skal udvikles, kan det umiddelbart se ud, som om barnet går tilbage i dets udvikling. Det kræver tålmodighed fra alle omkring et barn at se, at udviklingen ikke går lineært fremad.” [6]

I citatet peger Hagelquist på to pointer: Der er for det første tale om læring. For det andet er der tale om en læring, der i fraværet af linearitet, er af uforudsigelig karakter. Læringskurven i denne type af indsatser er varierende.

OPSAMLING OG PERSPEKTIVERING

Denne artikel beskriver hvordan barnet udvikler mentaliseringsevnen via et tæt og følelsesmæssigt samspil med sine nærmeste omsorgspersoner. At udvikle fornemmelse for andres sindsstemninger og tanker er væsentlige komponenter i barnets sunde og følelsesmæssige udvikling.

På basis af mange gentagne samspilssekvenser, generaliserer barnet sine erfaringer, og skaber på den måde en indre model af verden. Med inspiration fra denne type af samspil kan den pædagogiske omsorgsperson få vigtig viden om, hvordan et empatisk og omsorgsfuldt relationsarbejde kan understøtte barnets læring om egne tanker og følelser.

Pædagogisk arbejde med mentalisering er kendetegnet ved:

REFERENCER