Læringsstile – teori

Dato 11/01-2011

Forfatter

Der er over 70 videnskabelige teorier om læringsstile, der sommetider også kaldes kognitive stile eller arbejdsstile. Det viser dels, at der er tale om et meget interessant forskningsområde, og dels at forskningen endnu har langt igen. Her præsenteres en af de teorier om læringsstile, der har vundet størst udbredelse i den pædagogiske verden, nemlig Dunn & Dunns teori (Dunn and Dunn, 1992; 1993; 1999).

DEN ENKELTES INDIVIDUELLE STYRKER

Ifølge Dunn & Dunn er læringsstile en måde, hvorpå en person begynder at koncentrere sig om, processere, absorbere og huske nyt og svært stof. Hver person har en unik kombination af disse aspekter og dermed en unik foretrukken læringsstil.

Læringsstile handler om, hvilke faktorer der er vigtige, når et individ tilegner sig, behandler og absorberer nyt og svært teoretisk stof.

Det er derfor nødvendigt at finde ud af, hvad der med størst sandsynlighed fanger den enkeltes opmærksomhed og koncentration. Hvordan opmærksomheden bedst fastholdes. Og hvordan man bedst responderer på den enkeltes naturlige måde at processere information på med henblik på reel kompetence og langtidshukommelse.

For at kunne opnå en sådan forståelse mener Dunn & Dunn, at det er nødvendigt at bruge en sammenfattende model for læringsstile, der gør det muligt at identificere den enkeltes individuelle styrker og præferencer på tværs af fysiologiske, sociologiske, psykologiske, emotionelle og miljømæssige elementer.

HVILKE FAKTORER ER VIGTIGE?

Læringsstile handler om, hvilke faktorer der er vigtige, når et individ tilegner sig, behandler og absorberer nyt og svært teoretisk stof.

Dunn & Dunns forskning peger på, at der findes 21 forskellige elementer (faktorer), som har objektiv og målbar betydning for indlæringen. Disse elementer er inddelt i fem forskellige områder eller stimuli: miljø, følelser, sociale, fysiske og psykiske faktorer, som i varierende grad indvirker på et individs læring:

  • omgivende miljø: lyd, lys, temperatur og møbler/design
  • følelser: motivation, vedholdenhed, ansvarlighed (tilpasning/ikke tilpasning), behov for indre eller ydre struktur
  • sociale præferencer: alene, i par, i små grupper eller i teams, voksenstyret eller varierende (forskellige grupperinger)
  • fysiologiske præferencer: perception, biorytme (tid), bevægelsesbehov
  • psykologiske processer: analytisk/holistisk, venstre eller højre hjernehalvdel, impulsiv/reflekterende

Det er en vigtig pointe, at alle faktorerne til enhver tid betyder NOGET for enhver person, men at man altså har individuelle præference-profiler. Man bør derfor også undgå for “firkantede” klassifikationer af personer så man fx tror at “gøre-børn” ikke kan lære via synet eller at “høre-børn” ikke kan lære via bevægelse.

Alle kan lære på alle måder, men jo mere man ved om, hvordan man lærer bedst i bestemte situationer, des bedre kan man lære.

21 FAKTORER FOR HVOR GODT DU LÆRER

De 21 faktorer er ifølge Boström (2004) kvalificeret via international forskning på et niveau, som indebærer 95% sandsynlighed for signifikant bedre præstationer, hvis en elev bliver tilgodeset i forhold til en præference i undervisningen. Det forekommer derfor vigtigt at vide noget om elevernes læringsstile.

De 21 faktorer er ikke lige vigtige for alle mennesker, men jo stærkere præferencen er, desto vigtigere er det, at dette behov tilgodeses med hensigtsmæssige instruktioner, som passer den lærende.

REFLEKSION 1

Tænk på dine forældre, dine børn eller dine søskende. På hvilken måde ligner du dem og hvordan adskiller du dig fra dem, når du lærer?

Den store forskel mellem ikke at kunne og ikke at kunne lære, handler om træning, variation og repetition.

ANVENDELSESOMRÅDER

Idéerne om læringsstile har haft stor gennemslagskraft rundt om i verden. Mange skoler og uddannelsesinstitutioner arbejder med elevernes individuelle læringsstile som pædagogisk platform. Læringsstile anvendes i alle slags uddannelser: fra mindre børn (førskole) til voksenuddannelser.

I Danmark har mange skoler og hele kommuner ligeledes taget fat i idéerne og med TV2-programmerne Plan B og SKOLEN er interessen vokset yderligere.

Læringsstile er dog ingen pædagogisk sandhed eller nogen ny pædagogisk retning. Ingen metode fungerer godt for alle. Det handler i stedet om at udvide det metodiske repertoire og at pege på forskellige metoder for elever med forskellige stile. Der findes ingen størrelse som passer alle!

Det gælder i dag om at uddanne for livet med et helhedssyn i fokus. At opmuntre lysten til at lære og at give eleverne værktøjer til selvindsigt og læringsstrategier, er nogle af lærerens store opgaver. Det er derfor vigtigt at forstå sin læringsstil, så man kan finde de rette metoder. Det gælder om at identificere sine stærke sider, at forstærke det som er, og senere at kigge på og arbejde med svaghederne.

Læring burde være sjovt, nemt, uden stress og med langvarige resultater. Når man kender sig selv og hinanden, er man mindre tilbøjelig til at misfortolke og fejlbedømme. Læringsstile omfatter også, at hvert individ har lov til at træne, øve og begå fejl. Den store forskel mellem ikke at kunne og ikke at kunne lære, handler om træning, variation og repetition.

REFLEKSION 2

Beskriv et tilfælde hvor du lærte med succes! Hvordan var det?

Beskriv et tilfælde, hvor du havde svært ved at lære! Hvordan var det?

OM HVORDAN MAN MÅLER EN PERSONS LÆRINGSSTIL

Originalinstrumentet for måling af læringsstile hos unge og voksne PEPS (Productivity Enviromental Preference Survey) omfatter en 60-grader skala (fra 20-80), som viser, at der inden for graderingen præference findes en stor schattering, nemlig stærk præference til en vis præference.

For at komme frem til hvilken læringsstil man har, besvares 100 spørgsmål som handler om de 21 forskellige elementer. Hvert element er tilbagevendende otte gange i spørgeskemaet. Derefter databehandles formularen og resulterer i en profil og en individuel studievejledning. På den måde får den lærende ikke blot en platform at arbejde ud fra, men også tips og ideer til, hvordan han eller hun kan udnytte sine styrker på den bedste måde.

For nærværende findes der mere end 800 videnskabelige undersøgelser om denne model i en halv snes lande verden over. Centrum for forskningen findes ved St. John’s University i New York, hvor læringsstile studeres ud fra mange forskellige perspektiver: familie, stiltræk, køn, forskellige kulturer, konfliktløsning, instruktioner i forskellige sportsgrene, metodeudvikling, læreres undervisningsstil, vejledning og meget mere.
Se evt. www.learningstyles.net.

Der har i mange år dog også været megen kritik af denne og de fleste andre stil-teorier, ikke mindst fordi der ikke er megen “ekstern validering” af resultaterne – dvs. at der ikke er mange uafhængige forskere, som har kunnet bekræfte resultaterne. Man kan derfor forvente megen yderligere efterprøvning af teorierne i de kommende år, og det kan selvfølgelig indebære, at noget må revideres eller modificeres.

FORSKELLEN PÅ INTELLIGENSER OG LÆRINGSSTILE

En intelligens er ifølge Howard Gardner ikke det samme som en læringsstil, en kognitiv stil eller en arbejdsstil (Gardner, 1999). Begrebet stil angiver en generel tilgang, som en person kan anvende ligeligt i forhold til et ubegrænset antal situationer. I modsætning hertil er en intelligens en evne med dens integrerede beregningsprocesser, der er rettet mod bestemte dele af verdens ”indhold”. Disse ”indhold”, med deres tilhørende intelligenser, spænder fra sprogets lyde til lyden af musik til objekter i naturen eller menneskeskabte objekter i kulturen.

Dette er en vigtig skelnen i disse år, hvor mange i den pædagogiske verden, og især skoleverdenen, har ladet sig inspirere af både intelligensteorier og læringsstile. Gardner er selv meget opmærksom på ikke at foretage en sådan forveksling. Som han skriver, kan man meget vel have en refleksiv læringsstil i forhold til musik, men ikke i forhold til matematik. Han argumenterer for, at man må gå stringent, videnskabeligt og empirisk til værks, hvis man ønsker en dybere forståelse af forholdet mellem intelligenser og læringsstile.

En måde at skelne mellem stærke intelligenser og foretrukken læringsstil kunne være, at læringsstilen er udtryk for, hvordan en person vælger at bruge sin foretrukne (læs: stærke) intelligens.

Det er åbenlyst, at mange praktikere oplever, at både forståelsen af intelligenser og af læringsstile kan bidrage til en bedre påskønnelse af elevernes forskelligheder, fordi disse tilgange tilbyder en mangfoldighed af pædagogiske indfaldsvinkler og metoder. Men det er også klart, at man må nøjes med at anvende disse (og mange andre psykologiske) teorier som metodiske hjælpemidler, der ikke kan fortælle os meget om formålet med, eller indholdet i, undervisningen.

Ideelt set handler det om, at vi med disse teorier tilbydes forståelsesrammer, og dermed indirekte metoder, rettet mod en mere frugtbar kobling mellem elevernes medfødte lyst til at lære og samfundets (pædagogisk formidlede) krav om at lære. Hvorvidt dette møde imidlertid lykkes, er selvfølgelig fortsat i høj grad et spørgsmål om pædagogisk kunst, det vil sige et spørgsmål om hvor god læreren er til at skabe rammerne for dette møde.

REFERENCER

  • Bostrøm, L. (2004). Lærende og Metod. Lærstilstilpasset undervisning. Jønkøping University Press.
  • Dunn, R. (2007). Fleksible læringsmiljøer. I: Kognition & Pædagogik nr. 63.
  • Dunn, R. & Dunn, K. (1993). Teaching secondary students through their individual learning styles. Allyn and Bacon.
  • Dunn, R. & Dunn, K. (1999). The complete guide to the Learning Styles in-service system. Allyn and Bacon.
  • Dunn, R. Dunn, K. & Treffinger (1996). Alla barn är begåvade – på sitt sätt. Brain Books.
  • Gardner, H. (1997). Så tänker barn och så borde skolan undervisa. Brain Books.