Læreprocespsykologi

Dato 11/01-2011

Forfatter Hans Henrik Knoop

Artiklen indeholder en oversigt over, hvordan læreprocesser kan forstås i psykologisk perspektiv. Grundlæggende kan man skelne mellem fire forskellige former for læreprocesser, som her er ordnet efter stigende kompleksitetsgrad.

NÅR ELEVER SKAL LÆRE GODT OG HUSKE BEDRE

Vi lærer godt og husker som regel bedre, når:

  • Det er meningsfuldt – det er forståeligt, konkret og brugbart
  • Det er følelsesladet – man er engageret, interesseret, aktiv
  • Det (også) handler om én selv – det er (umiddelbart) relevant
  • Der er kropslig bevægelse involveret – det kan føles, mærkes, manipuleres, hands-on – samt kræver balance og koordination
  • Der er sociale relationer involveret – det huskes og kommunikeres i forbindelse med social interaktion
  • Der er en samlende fortælling – en narrativ, meningsfuld repræsentation i tid og rum
  • Det er kvantitativt – har størrelse, tyngde, stoflighed, omfang, kropslighed
  • Det er grundlæggende – knytter an til livets almene dimensioner
  • Det er smukt – det er attraktivt og dermed mindeværdigt

VED HABITUERING BLIVER VI “HUSBLINDE”

Habituering er en den mest fundamentale, kendte læreproces, hvorigennem vi lærer at ignorere kendt og ligegyldig information. I daglig tale møder vi habituering, når vi ”vænner os til noget”, når vi ”får det ind på rygraden”, eller når vi ”bliver husblinde” og ikke længere er i stand til at se de specielle kulturelle træk i vor egen kultur, fordi vi selv er en del af den.

Når noget bliver en ”habit”, en vane, behøver vi ikke længere bruge mental energi/opmærksomhed på det, og der frigives energi til andre formål. Førstegangsoplevelser er i sagens natur ikke noget, vi har nået at habituere til, hvorfor de ofte fremstår meget tydelige og farverige.

BEGRÆNSET HABITUERING

Da barndommen er fyldt med førstegangsoplevelser, er det eventyragtige skær der er over denne livsperiode bl.a. et udtryk for, at der er foregået relativt begrænset habituering. Habituering er er også ofte årsagen til, at vi keder os, for monotone gentagelser vil stimulere os i stadig ringere grad.

KLASSISK BETINGNING

Klassisk betingning er en læreproces, hvorigennem vi lærer, at én stimulus følger efter en anden. Hvis et barn f.eks. altid hører Disneys kendingsmelodi forud for Disneysjov, bliver melodien associeret med programmet. Eller hvis man normalt kun hører orgelmusik i forbindelse med højtideligheder præget af stærke følelser, såsom barnedåb, bryllup eller begravelse, kan man have tendens til at få tårer i øjnene, når man pludselig hører orgelmusik i en helt anden sammenhæng.

Det er ekstrem effektiv klassisk betingning, der er på spil, når vi udvikler fobiske reaktioner, og det kan være klassisk betingning, der er årsag til, at et barn får kvalme, hver gang det hører ordet læsning, fordi dets erfaringer med denne kulturteknik har været traumatiske.

PAVLOVS HUNDE

Denne type læreproces blev oprindelig opdaget i et nu meget berømt forsøg med hunde, gennemført af den russiske fysiolog Ivan Pavlov. Hundene blev trænet i at forbinde lyden af en ringeklokke med mad, fordi Pavlov i en række situationer lod klokken ringe, hver gang hundene fik mad. Efterfølgende viste det sig, at hundene begyndte at savle, hver gang de hørte klokken – også selvom de ikke fik mad – hvilket må siges at være en effektiv indlært forvridning af hundenes naturlige instinkter.

Klassisk betingning er ligesom habituering en meget hensigtsmæssig måde at lære på, fordi den bidrager til, at vi kan forbinde forskellige oplevelser i stadigt mere komplekse helheder, men når vi lærer at savle uden grund eller lærer at blive skrækslagne ved synet af harmløse edderkopper, er vi tydeligvis langt ude over det hensigtsmæssige.

BØRNS KOMPLEKSE VERDENSKORT

Kompleks læring, som er den mest avancerede form, indebærer, at læringen involverer mere end blot dannelsen af associationer, som det er tilfældet ved de to typer betingning. Hvis børn har udviklet et komplekst mentalt verdenskort, som de navigerer efter, vil en hvilken som helst stimulus kunne påvirkes af de strategier, de tænker efter, de hensigter de har etc., og derved bliver sammenhængen mellem stimulus og respons mindre tydelig end i de forgående læringsformer.

Man har forsket meget i kompleks læring, og det ser ud til at bl.a. følgende kriterier er af betydning for, om vi bevidst indbygger nye elementer i vort indre kort:

  1. Det nye skal helst bidrage til personens levedygtighed. Børn lærer bedst, hvis de mærker, at det gør dem stærkere.
  2. Personens forudsigelser skal helst blive mere pålidelige gennem den pågældende ændring af landkortet, så modtageren oplever at få mere kontrol over sit eget liv. Børn skal opleve, at det de lærer gør dem mere fri ved at give dem nye muligheder.
  3. Det nye må helst ikke være for svært at lære – dvs. let at optage i det mentale system. Dette implicerer bl.a.:
    a) at det helst ikke må være for komplekst (ikke for meget på en gang) – pas på ikke at overvælde børn med stof der skal læres.
    b) at det helst ikke må stå i for stærk modsætning til modtagerens allerede etablerede tænkemåder – mød barnet hvor det er og lad dette være udgangspunktet for dets læring.
    c) at det bør være samstemt med den genetiske programmering – pas på ikke at skabe læringssituationer hvor barnets naturlige lærelyst nedbrydes, eller hvor andre naturlige funktioner korrumperes.
  4. Det nye skal helst være let at demonstrere og/eller kommunikere, så det kan anvendes umiddelbart i personens samspil med andre. Snak med barnet om det, det har lært, og forsøg at opmuntre barnet til at fortælle andre om det, hvis det ikke sker helt af sig selv.
  5. Det nye skal helst være noget, personen ønsker at dele med andre. Hvis børn lærer noget nyt, er de oftest spontant interesserede i at fortælle andre om det. Hvis de gør det, vil det medvirke til at konsolidere det lærte hos barnet.
  6. Det nye skal helst være stærkere end konkurrerende elementer i det mentale landkort – for der er ikke plads til megen ”kognitiv dissonans” i den sunde personlighed eller gruppe. Hvis børn har en meget stærk tro på noget, og deres tro anfægtes af noget nyt, vil de være tilbøjelige til at lukke af for det nye, fordi det vil skabe for megen indre uorden, og således være angstprovokerende. Moderate kontraster/nyheder er dog altid mere eller mindre interessante.
  7. Det nye skal helst bidrage til kollektiv levedygtighed, for hvis det er tilfældet, vil miljøet naturligt bidrage til at vedligeholde det. Hvis børn oplever, at det de lærer ikke blot styrker dem selv men også deres familie, deres venner eller deres fodboldhold, vil de således være ekstra tilbøjelige til at holde fast i det.

Ordet ”helst” er indsat i hvert kriterium for at understrege, at læring ikke altid foregår så hensigtsmæssigt, som man kunne ønske, og som de givne eksempler af betingning ovenfor tydeligt viser.

OPERAND BETINGNING

Operand betingning er en læreproces, hvorigennem vi lærer, at en aktiv handling medfører en bestemt konsekvens. Hvis man f.eks. får ros for at hjælpe med opvasken, stiger sandsynligheden for at ville tiltrækkes af opvask i fremtiden. Hvis man får belønning for et godt stykke arbejde, stiger sandsynligheden for, at man vil opsøge et tilsvarende arbejde i fremtiden. Vi tiltrækkes kort sagt af situationer, i hvilke vi har erfaring for at klare os godt. Det er ikke mindst betydningen af operand betingning, der ligger bag anbefalinger af at ”bygge på børns styrkesider” frem for at ”fokusere på deres mangler”.

YDRE OG INDRE MOTIVATION

Folk har størst sandsynlighed for at nyde livet, hvis de får lov til at beskæftige sig med noget, de er relativt gode til. Man skal imidlertid være meget opmærksom på, at ydre belønning er stærkt relateret til ydre motivation, og at dette hurtigt kan komme til at overskygge den indre motivation, der er langt den vigtigste i forbindelse med læring og kreativitet. Et eksempel på hvorledes operand betingning kan virke helt forkert, har vi, når børn f.eks. får lov til at få en is, mod at de til gengæld holder mund. Herved lærer de at råbe op for at bane vej for en forhandling, der kan føre til, at de kan få endnu en is.

Bedst kendt er operand betingning måske fra cirkus, hvor dyretæmmeren benytter sig af denne læringsform, når han skal træne dyr i en bestemt adfærd. Teknikken består i, at han belønner dyret, hver gang det har udvist en adfærd, som han ønsker. Dette kan opbygges til lange kæder af adfærd, som til sidst kan vises i form af en forestilling for publikum.

REFERENCER

  • Atkinson, R. L. et al. (2000). Hilgard’s Introduction to Psychology – Thirteenth Edition. Fort worth: Harcourt College Publishers.
  • Bransford, J. D. et al. (1999). How People Learn – Brain, Mind, Experience, and School. Waschington D. C.: National Academy Press.
  • Knoop, H. H. (2002). Leg, læring og kreativitet – hvorfor glade børn lærer mere. København: Aschehoug.