Dato 11/01-2011
Forfatter Hans Henrik Knoop
Artiklen indeholder en oversigt over, hvordan læreprocesser kan forstås i psykologisk perspektiv. Grundlæggende kan man skelne mellem fire forskellige former for læreprocesser, som her er ordnet efter stigende kompleksitetsgrad.
Vi lærer godt og husker som regel bedre, når:
Habituering er en den mest fundamentale, kendte læreproces, hvorigennem vi lærer at ignorere kendt og ligegyldig information. I daglig tale møder vi habituering, når vi ”vænner os til noget”, når vi ”får det ind på rygraden”, eller når vi ”bliver husblinde” og ikke længere er i stand til at se de specielle kulturelle træk i vor egen kultur, fordi vi selv er en del af den.
Når noget bliver en ”habit”, en vane, behøver vi ikke længere bruge mental energi/opmærksomhed på det, og der frigives energi til andre formål. Førstegangsoplevelser er i sagens natur ikke noget, vi har nået at habituere til, hvorfor de ofte fremstår meget tydelige og farverige.
Da barndommen er fyldt med førstegangsoplevelser, er det eventyragtige skær der er over denne livsperiode bl.a. et udtryk for, at der er foregået relativt begrænset habituering. Habituering er er også ofte årsagen til, at vi keder os, for monotone gentagelser vil stimulere os i stadig ringere grad.
Klassisk betingning er en læreproces, hvorigennem vi lærer, at én stimulus følger efter en anden. Hvis et barn f.eks. altid hører Disneys kendingsmelodi forud for Disneysjov, bliver melodien associeret med programmet. Eller hvis man normalt kun hører orgelmusik i forbindelse med højtideligheder præget af stærke følelser, såsom barnedåb, bryllup eller begravelse, kan man have tendens til at få tårer i øjnene, når man pludselig hører orgelmusik i en helt anden sammenhæng.
Det er ekstrem effektiv klassisk betingning, der er på spil, når vi udvikler fobiske reaktioner, og det kan være klassisk betingning, der er årsag til, at et barn får kvalme, hver gang det hører ordet læsning, fordi dets erfaringer med denne kulturteknik har været traumatiske.
Denne type læreproces blev oprindelig opdaget i et nu meget berømt forsøg med hunde, gennemført af den russiske fysiolog Ivan Pavlov. Hundene blev trænet i at forbinde lyden af en ringeklokke med mad, fordi Pavlov i en række situationer lod klokken ringe, hver gang hundene fik mad. Efterfølgende viste det sig, at hundene begyndte at savle, hver gang de hørte klokken – også selvom de ikke fik mad – hvilket må siges at være en effektiv indlært forvridning af hundenes naturlige instinkter.
Klassisk betingning er ligesom habituering en meget hensigtsmæssig måde at lære på, fordi den bidrager til, at vi kan forbinde forskellige oplevelser i stadigt mere komplekse helheder, men når vi lærer at savle uden grund eller lærer at blive skrækslagne ved synet af harmløse edderkopper, er vi tydeligvis langt ude over det hensigtsmæssige.
Kompleks læring, som er den mest avancerede form, indebærer, at læringen involverer mere end blot dannelsen af associationer, som det er tilfældet ved de to typer betingning. Hvis børn har udviklet et komplekst mentalt verdenskort, som de navigerer efter, vil en hvilken som helst stimulus kunne påvirkes af de strategier, de tænker efter, de hensigter de har etc., og derved bliver sammenhængen mellem stimulus og respons mindre tydelig end i de forgående læringsformer.
Man har forsket meget i kompleks læring, og det ser ud til at bl.a. følgende kriterier er af betydning for, om vi bevidst indbygger nye elementer i vort indre kort:
Ordet ”helst” er indsat i hvert kriterium for at understrege, at læring ikke altid foregår så hensigtsmæssigt, som man kunne ønske, og som de givne eksempler af betingning ovenfor tydeligt viser.
Operand betingning er en læreproces, hvorigennem vi lærer, at en aktiv handling medfører en bestemt konsekvens. Hvis man f.eks. får ros for at hjælpe med opvasken, stiger sandsynligheden for at ville tiltrækkes af opvask i fremtiden. Hvis man får belønning for et godt stykke arbejde, stiger sandsynligheden for, at man vil opsøge et tilsvarende arbejde i fremtiden. Vi tiltrækkes kort sagt af situationer, i hvilke vi har erfaring for at klare os godt. Det er ikke mindst betydningen af operand betingning, der ligger bag anbefalinger af at ”bygge på børns styrkesider” frem for at ”fokusere på deres mangler”.
Folk har størst sandsynlighed for at nyde livet, hvis de får lov til at beskæftige sig med noget, de er relativt gode til. Man skal imidlertid være meget opmærksom på, at ydre belønning er stærkt relateret til ydre motivation, og at dette hurtigt kan komme til at overskygge den indre motivation, der er langt den vigtigste i forbindelse med læring og kreativitet. Et eksempel på hvorledes operand betingning kan virke helt forkert, har vi, når børn f.eks. får lov til at få en is, mod at de til gengæld holder mund. Herved lærer de at råbe op for at bane vej for en forhandling, der kan føre til, at de kan få endnu en is.
Bedst kendt er operand betingning måske fra cirkus, hvor dyretæmmeren benytter sig af denne læringsform, når han skal træne dyr i en bestemt adfærd. Teknikken består i, at han belønner dyret, hver gang det har udvist en adfærd, som han ønsker. Dette kan opbygges til lange kæder af adfærd, som til sidst kan vises i form af en forestilling for publikum.
Sammen med de allerdygtigste forskere og praktikere udgiver Alinea læremidler, der bidrager aktivt til elevernes faglige udvikling fra første dag i nulte til sidste dag i niende.
Blivklog er til dig, som er lærer eller leder i grundskolen og som gerne vil holde sig opdateret med viden, forskning og praksis, der understøtter læring i det 21. århundrede.