Kreativitet

Dato 11/01-2011

Forfattere Hans Henrik Knoop og Tatiana Chemi

Mennesker lærer mere effektivt, og bliver ofte mere socialt ansvarlige, når de har mulighed for at arbejde med meningsfulde projekter, og i den betydning altså kan være “kreative”. Men hvordan skabes et kreativt læringsmiljø, og hvad kendetegner et kreativt læringsmiljø? I dette opslag kan du læse mere om, hvad der kan befordre og begrænse kreativitet.

BEGREBSDEFINITION

Der er mange definitioner af kreativitet, men den bredeste er nok, at kreativitet er ”Kulturens elementer”, hvor Kultur (med stort K) defineres som den menneskeskabte verden i hele sin bredde og dybde – overfor Naturen (med stort N), som det ikke-menneskeskabte.

Kreativitet, forstået som evnen til at skabe, kan også betragtes som et udtryk for den grundlæggende tendens til udvikling, som mennesker fødes med, og som kommer til udtryk gennem den spontane tendens til fysisk vækst, herunder til neuropsykologisk vækst gennem læreprocesser.

Kreativitet kan både komme til udtryk gennem processer og produkter. I litteraturen har man dog også haft fokus på to andre aspekter af kreativitet, nemlig det der vedrører den enkelte person (og herunder især hvad der kendetegner særligt kreative personer) – samt det der vedrører de positive og negative pres (og herunder især hvad der kendetegner kreativitetsfremmende og –hæmmende miljøer).

Når vi er kreative, er vi endvidere tilbøjelige til at blive mere socialt ansvarlige.

KREATIVITET GIVER KLÆBEHJERNE

Når vi er ”projektorienterede”, som det hedder i pædagogikken, er vi på en måde også i en kreativ tilstand, i og med vi skaber noget nyt. Og når vi skaber projektet, har vi også brug for noget – for at lykkes med projektet. Og da hjernen er tilbøjelig til at huske dét, den skal bruge, får man dermed i en vis forstand klæbehjerne af at være kreativ. Så når folk skændes om, hvorvidt der skal være kreativitet eller høj faglighed i skolen, kan vi i hvert fald et stykke af vejen være trygge ved, at de spilder deres tid.

Selvfølgelig er viden og kreativitet ikke det samme, men der er altså tale om komplementære størrelser, der gensidigt forudsætter hinanden, når vi taler om læring.

Det er spildt liv at lære noget man ikke skal bruge, for man glemmer det bare igen, og det er spild af tid at forsøge sig med et projekt uden at vide noget, for det mislykkes. Tilsvarende er der en højere sammenhæng mellem videnskab og kreativitet forstået som kulturel udvikling, for så vidt videnskab er udtryk for menneskelig kreativitet, hvorigennem der er skabt viden, og for så vidt menneskelig kreativitet er afhængig af, at man ved noget.

Når vi er kreative, er vi endvidere tilbøjelige til at blive mere socialt ansvarlige, fordi vi er biologisk disponerede for ”reciprok altruisme” dvs. social gengældelse. Hvis man oplever, at verden tillader én at være kreativ, vil det opleves som en god verden, og man vil være tilbøjelig til spontan gengældelse, hvilket typisk kommer til udtryk gennem omsorg og hensyn over for omgivelserne.

Fx vil elever, der har været med til at indrette et lokale være mindre tilbøjelige til at udøve hærværk på dette lokale, ligesom medarbejdere, der oplever at have indflydelse på et udviklingsprojekt, vil være mere tilbøjelige til at tage oprigtigt ”ejerskab” for det.

Der er således flere gode grunde til at interessere sig for kreativitet i den pædagogiske verden – og dette altså længe inden man begynder at tale om kreativitet som økonomisk konkurrenceparameter. I det følgende har jeg forsøgt at sammenfatte, hvad jeg vurderer som nogle af vore vigtigste holdepunkter i forståelsen af kreativitet.

Hos mennesker er kreativitet tydeligvis udtryk for både kognitiv og kulturel vækst.

KREATIVE PERSONER OG MILJØER

Individuel kreativitet er et af psykologiens vanskeligst bestemmelige begreber, og først med psykologen J. P. Guilfords præsidenttale i APA i 1950 blev der for alvor skabt fokus på dette indtil da oversete genstandsfelt. Og da det, som alle andre psykologiske begreber, i forvejen er belastet af, at det er meget vanskeligt, at blive enige om, hvad ”psyke” i det hele taget er for noget, er det ganske udfordrende at skulle bestemme en persons kreativitet præcist.

Udfordringen har dog ikke været større, end at man i dag er nogenlunde enige om, at kreativitet indebærer evnen til at skabe nye ideer eller ny adfærd, der er adaptiv(e) – dvs. ”noget nyt der fungerer i sammenhængen og/eller anerkendes af andre” – og herunder evnen til at identificere problemer og løse problemer.

Der forekommer også at være enighed om, at det er hensigtsmæssigt at skelne mellem hverdagskreativitet med lille k, der ikke ændrer kulturen nævneværdigt, og kreativitet med stort K, hvor dette utvetydigt er tilfældet – om end forbindelsen mellem de to typer endnu ikke er særlig velbeskrevet.

Endvidere er der nogenlunde enighed om, at vi ikke ved nok, om end noget, om genetiske faktorers betydning – og at vi ikke ved nok om, hvorledes kreativitet relaterer sig til andre personlige dyder såsom mod, integritet, fairness, optimisme, generøsitet, ledelse og spiritualitet.

Definitionen er universel, for så vidt den omfatter enhver form for skabende aktivitet og repræsenterer således ganske godt de tværvidenskabelige tendenser i kreativitetsforskningen, som i vid udstrækning er baseret på, at man er bedst tjent med at inddrage såvel proces-, produkt-, person- som presperspektivet i design, analyser og fortolkninger.

Forskningen viser dog ikke overraskende, at disse perspektiver bør suppleres med mere disciplinære tilgange for i fuldt omfang at gribe genstandsfeltet, hvilket følgelig primært er sket ad adfærdsmæssig, biologisk, klinisk, kognitiv, udviklingsmæssig, historiometrisk, organisatorisk, psykometrisk og sociologisk vej.

Dette har blandt andet medført en ganske omfattende litteratur rettet mod forståelse af særligt kreative personer, særligt kreative organisationer og særligt kreative samfund. For nylig er der endog udpeget en særlig ”kreativ klasse”, som har fået en del politisk opmærksomhed.

Uden at kunne gå i detaljer med dette, bør det nævnes, at der forekommer at være generelle kriterier for kreativitet på alle de nævnte niveauer, som er forankret i det forhold, at der grundlæggende (måske, kun) findes to typer processer i Universet: vækstprocesser (der indebærer voksende, målrettet eller ikke-målrettet kompleksitet) og balancerende processer (der indebærer regulering i forhold til mål). Og kreativitet i enhver langsigtet betydning er indbegrebet af såvel vækst som balance.

Hos mennesker er kreativitet tydeligvis udtryk for både kognitiv og kulturel vækst, men det er ligeså åbenlyst, at der ikke tilstrækkelig balance på en række områder, som eksempelvis klimaforandringerne og det høje stressniveau hos store befolkningsgrupper viser.

KREATIVITET MED LILLE k

Hverdagskreativiteten er en personlig vækstproces og løbende balancerende/regulerende processer gennem ”kreativ spænding” (forholdet mellem realitet og idealer, som forsøges realiseret) og gennem kreativ problemidentifikation og –løsning, undervejs (herunder modstand fra omgivelserne).

Det er ganske afgørende for det enkelte menneske at opleve den form for hverdagskreativitet, der her illustreres, for det er forudsætningen for at ”have noget at stå op til”, for at opleve stimulerende udfordringer i hverdagen, og for at forblive et interessant menneske for andre at være sammen med, i og med man både er lærende og bidragende.

KREATIVITET MED STORT K

Hvis vi anlægger et videnskabeligt blik på de mest kreative personer, er det nærmest et billede af hverdagskreativitet i stort format, der tegner sig, så de meget kreative personer er i stand til at rumme ekstreme modsætninger uden at ”miste sig selv”. De tænker sjældent i skarpt adskilte modsætninger, men er i stand til at forene disse i komplekse kombinationer.

Her er fx ti dimensioner af personlig kompleksitet, som psykologen Mihaly Csikszentmihalyi (1996) nåede frem til kendetegnede de allermest kreative:

  1. De har megen fysisk energi – men er også ofte stille og afslappede.
  2. De har tendens til at være godt begavede – men også naive på samme tid.
  3. De er legende og disciplinerede på samme tid.
  4. De veksler mellem forestilling og fantasi på den ene side og en rodfæstet realitetssans på den anden.
  5. De rummer modsatrettede tendenser på dimensionen indadvendthed-udadvendthed – de må ofte være alene for at kunne koncentrere sig, men er samtidig ofte meget eksponerede i offentligheden.
  6. De er bemærkelsesværdigt ydmyge og stolte på samme tid.
  7. De har tendens til androgyni – de er aggressive (maskuline) og samtidig omsorgsfulde (feminine).
  8. De er traditionelle og konservative (i forhold til at lære domænet) og samtidig rebeller og revolutionære (i forhold til at ændre domænet).
  9. De er lidenskabelige og samtidig objektive.
  10. Deres åbenhed og sensitivitet udsætter dem for megen smerte – men giver også megen glæde.

SÅDAN KVÆLES KREATIVITET

Det er relativt enkelt at kvæle kreativitet i personer. Man skal blot sørge for, at folk oplever det tilstrækkeligt ubehageligt at være kreativ. Dette kan fx gøres med via psykisk, fysisk og social passivisering af enhver art samt via trusler og straf – som det kendes fra de religiøst, politisk og økonomisk totalitære systemer.

Hvad angår arbejdslivet, har organisationsteoretikeren Teresa M. Amabile (Dingfelder 2003) sammenfattet to årtiers forskning i organisatorisk kreativitet og konkluderet, at de værste kreativitetsdræbere på arbejdspladsen bl.a. omfatter:

Og som et bud på, hvorledes man kan analysere destruktive processer på samfundsplan, har Jared Diamond (2004) beskrevet, hvorledes man kan tænke sig fire fundamentale årsager til at samfund kollapser:

  1. Man ser ikke problemer komme
  2. Man opfatter ikke problemer, selvom de er der
  3. Man ignorerer problemer, selvom de er erkendte
  4. Man mislykkes, selvom man forsøger at løse problemer

EPILOG

Vores kreativitet er den primære årsag til den samfundsmæssige og kulturelle kompleksitet, som lader os alle opleve nye former for usikkerhed i forbindelse med at skulle træffe beslutninger på uoverskueligt grundlag, nye former for besvær med at falde til ro og nye vanskeligheder ved at skulle vurdere konsekvenser – ja så bliver det meget klart, at kreativiteten, hvor fri en fugl den end forekommer at være fra naturens side, bør kultiveres på ny.

Ligesom pædagogikken har åbenlys brug for kreativiteten for at blive interessant og effektiv, har kreativiteten åbenlyst brug for pædagogikken for ikke at blive destruktiv.

REFERENCER