Intelligens og talent

Dato 11/01-2011

Forfattere Hans Henrik Knoop og Niels Bonderup Dohn

Begrebet intelligens refererer til den traditionelle forståelse af, at en person har talent for noget, er god til noget, eller har let ved at lære noget bestemt. En populær intelligensteori er præsenteret af psykologen Howard Gardner, der skelner mellem 8 forskellige intelligenser, der svarer til 8 forskellige måder at forstå verden på.

HVAD ER INTELLIGENS?

Intelligens betyder begavelse eller mental kapacitet. Det svarer et stykke ad vejen til, hvor hurtig en computerprocessor (fx en Pentiumchip, et lydkort eller et grafikkort) er.

Der findes ingen generel enighed om, hvordan man bedst definerer intelligens. Dette skyldes blandt andet diskussionen om, hvorvidt intelligens er udtryk for et samspil mellem forskellige delevner, som for eksempel Gardners teori om de Mange Intelligenser postulerer, eller om der findes en generel intelligens, g, der er uafhængig af social og kulturel baggrund. Der er desuden fremsat en del teorier om andre intelligensformer, for eksempel følelsesmæssig intelligens.

Hvis man spørger undervisere om, hvad de betragter som intelligent adfærd hos eleverne, får man ofte følgende type svar;

ELEVEN KAN:

  • bruge eksisterende viden i nye situationer
  • forbinde forskellige vidensområder
  • se mønstre i data
  • stille opklarende spørgsmål.

Disse krav svarer ganske godt til det sidste trin i Piagets stadieteori; det formelt-operationelle stadie.

Dette stadie er blandt andet kendetegnet ved, at individet kan forbinde abstrakte ideer med hinanden og forholde sig til flere variable på samme tid, uafhængigt af konteksten.

Et eksempel på en abstrakt ide er, hvordan stoffer kan passere en cellemembran ved diffusion. Et andet eksempel er, hvordan en kemisk binding kan forklares med deling af en elektron.

Fælles for de to eksempler er, at eleverne ikke sansemæssigt/intuitivt kan registrere, at det forholder sig sådan. De er henvist til forklarende modeller. Det fordrer abstrakt tænkning svarende til “det formal operationelle stadie”.

Howard Gardner (1999, s. 33-34) skriver i forbindelse med sin teori om de mange intelligenser følgende om sin definition:

…I begyndelsen definerede jeg intelligens som ”evnen til at løse problemer og skabe produkter som er værdsatte inden for en eller flere kulturelle rammer.” Jeg gjorde opmærksom på nøglekendsgerninger vedr. de fleste intelligensteorier, nemlig at de kun så på problemløsning og ignorerede skabelsen af produkter, og at de antog, at intelligens ville være evident og påskønnet overalt, uanset hvad der var, og ikke var, værdsat i bestemte kulturer på bestemte tidspunkter.

…Næsten to årtier senere [ca. 1999, HHK], tilbyder jeg en mere raffineret definition. Jeg forstår nu en intelligens som et biopsykologisk potentiale til at processere information, der kan aktiveres i en kulturel ramme med henblik på at løse problemer eller skabe produkter, som er af værdi i en kultur…

INTELLIGENS OG LÆRINGSSTIL – IKKE HELT DET SAMME

En intelligens er ifølge Howard Gardner ikke det samme som en læringsstil, en kognitiv stil eller en arbejdsstil (Gardner, 1999). Begrebet stil angiver en generel tilgang, som en person kan anvende ligeligt i forhold til et ubegrænset antal situationer. I modsætning hertil er en intelligens en evne med dens integrerede beregningsprocesser, der er rettet mod bestemte dele af verdens ”indhold”. Disse ”indhold”, med deres tilhørende intelligenser, spænder fra sprogets lyde til lyden af musik til objekter i naturen eller menneskeskabte objekter i kulturen.

Dette er en vigtig skelnen i disse år, hvor mange i den pædagogiske verden, og især skoleverdenen, har ladet sig inspirere af både intelligensteorier og læringsstile. Gardner er selv meget opmærksom på ikke at foretage en sådan forveksling. Som han skriver, kan man meget vel have en refleksiv læringsstil i forhold til musik, men ikke i forhold til matematik. Han argumenterer for, at man må gå stringent, videnskabeligt og empirisk til værks, hvis man ønsker en dybere forståelse af forholdet mellem intelligenser og læringsstile.

En måde at skelne mellem stærke intelligenser og foretrukken læringsstil kunne være, at læringsstilen er udtryk for, hvordan en person vælger at bruge sin foretrukne (læs: stærke) intelligens.

Der er 1000 måder at få succes på i samfundet, og det er en stor fordel, hvis dette afspejler sig i undervisningen.

ELEVERNES FORSKELLIGHEDER

Det er åbenlyst, at mange praktikere oplever, at både forståelsen af intelligenser og af læringsstile kan bidrage til en bedre påskønnelse af elevernes forskelligheder, fordi disse tilgange tilbyder en mangfoldighed af pædagogiske indfaldsvinkler og metoder. Men det er også klart, at man må nøjes med at anvende disse (og mange andre psykologiske) teorier som metodiske hjælpemidler, der ikke kan fortælle os meget om formålet med undervisningen, eller indholdet i undervisningen.

Ideelt set handler det om, at vi med disse teorier tilbydes forståelsesrammer, og dermed indirekte metoder, rettet mod en mere frugtbar kobling mellem elevernes medfødte lyst til at lære og samfundets (pædagogisk formidlede) krav om at lære.

Hvorvidt dette møde imidlertid lykkes, er selvfølgelig fortsat i høj grad et spørgsmål om pædagogisk kunst, det vil sige et spørgsmål om, hvor god læreren er til at skabe rammerne for dette møde.

HENSYN TIL ELEVERS FORSKELLIGE TALENTPROFILER

Der er 1000 måder at få succes på i samfundet, og det er en stor fordel, hvis dette afspejler sig i undervisningen. Skolen handler ikke bare om et par håndfulde fag, men om at børn og unge lever et godt liv, og bliver godt forberedt på fremtiden i et samfund med utallige muligheder for succes.

Med andre ord er det vigtigt, at skolens undervisning afspejler, at der er mange områder, man kan dygtiggøre sig inden for, og mange måder at få succes på i livet. Det lyder elementært, men det har desværre ofte været svært at tilgodese i den traditionelle undervisning, der har båret præg af et relativt snævert fagligt fokus og været drevet af et relativt snævert syn på, hvad der er attraktivt i voksenlivet – typisk noget overvejende “bogligt”.

En måde at åbne denne tænkning er illustreret i modellen Talent – horisontalt og vertikalt, som du finder her [INDSÆT PDF HER]. Modellen illustrerer, hvorledes man med fordel kan kombinere respekten for, at der er mange måder at være god på (det horisontale talentbegreb) med respekten for, at vi alle har forskellige profiler og forskellige grader af talent på de forskellige områder (det vertikale talentbegreb).

Det horisontale talentbegreb bygger på en anerkendelse af, at der er rigtig mange måder at leve et godt liv på, at der er masser af måder at få succes på her i verden, og at menneskelig mangfoldighed er forudsætning for oplevelsesrigt samvær.

Det vertikale talentbegreb bygger på en anerkendelse af, at der er stor forskel på, hvad vi formår på forskellige områder, at der ikke kan være mere end én verdensmester på et givent område på et givent tidspunkt, og at fodboldspillerne i Serie 5 normalt får nogenlunde lige så meget livskvalitet ud af en kamp som en landsholdsspiller.

Ved at kombinere et horisontalt og et vertikalt talentbegreb, får man bedre mulig for at skabe en skole, der både har høj kvalitet og plads til stor menneskelig forskellighed (dvs. rummelighed i en dobbelt betydning).

ANDRE PÆDAGOGISKE KONSEKVENSER

For at gøre abstrakte forhold mere forståelige er det næsten altid fordelagtigt at bruge konkrete modeller.

Ikke mindst de naturvidenskabelige fag opererer i høj grad med abstrakte modeller og teorier, som nødvendiggør abstrakt tænkning i et vist omfang – og manglen på konkret forståelse af dette abstrakte er efter alt at dømme en væsentlig del af forklaringen på, at mange unge fravælger naturfaglige uddannelser.

Det er en stående udfordring for lærere i alle fag at gøre det teoretiske stof konkret og virkelighedsnært, således at eleverne ikke mister fascinationen, identifikationen og oplevelsen af, at øget faglighed beriger deres liv.

Forskning har vist, at undervisning, der er designet specielt med henblik på at stimulere eleverne kognitivt, kan bidrage til, at de lærer at tænke abstrakt. Det centrale ved en sådan undervisning er, at den i høj grad er dialogbaseret.

Eleverne skal have mulighed for med egne ord at beskrive og forklare et velkendt fænomen både i grupper og i klassen og dernæst stille kritiske spørgsmål og efterprøve forklaringerne med selvtilrettelagte eksperimenter. Det er et interessant kuriosum, at mislykkede forsøg eller forsøg, som ikke giver forventede resultater, faktisk kan virke særligt motiverende, hvis eleverne i forbindelse med opgaverne blot oplever at blive klogere gennem forsøg-fejl-læreprocessen.

SAMSPIL MELLEM ARV OG MILJØ

Intelligens er som alt andet i menneskelivet delvist bestemt af den genetiske arv, og det er klart, at naturen ikke fordeler kortene fuldstændig ligeligt. Men da der, som vi kan se, er god fornuft i at betragte intelligens som evnen til at tilpasse sig nye udfordringer og omstændigheder, er det også klart, at det ikke er helt forkert at betragte intelligens som noget, der kan øges gennem effektive læreprocesser.

REFERENCER

  • Gardner, Howard. (1993). Creating Minds: An Anatomy of Creativity Seen Through the Lives of Freud, Einstein, Picasso, Stravinsky, Eliot, Graham, and Gandhi. New York: Basic Books
  • Gardner, Howard. (1994). Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences. London: HarperCollins. (I 1993)
  • Gardner, Howard. (1999). Intelligence Reframed: Multiple Intelligences for the 21st Century. New York: Basic Books
  • Gardner, Howard. (2003). Multiple Intelligences: the Theory in Practice. New York: BasicBooks.