Camilla Mehlsen

Drop myten om de digitale indfødte, og skru op for digital dannelse

Dato 28/08-2018

Forfatter Stine Honoré

Vi har talt med Camilla Mehlsen om, hvordan vi ruster vores børn og unge til en tid, hvor omfanget af smart teknologi accelererer. Interviewet er en del af webdokumentaren DEN DIGITALE SKOLE.

HVAD BETYDER DET FOR BØRN OG UNGE, AT VOKSE OP MED SMARTTEKNOLOGI, SOM EN HELT NATURLIG DEL AF HVERDAGEN?

– Vi har en helt ny situation, hvor danske børn og unge vokser op med smartteknologi i sandkassen, i soveværelset og i skolen. Det betyder, at de har en anden tilgang til de nye teknologier, og at de har et andet mindset, hvor de ikke kan forestille sig en dag uden internettet. Som en 15-årig pige spørger sine forældre: ’Hvordan kom I på internettet, før der var computere?’ Det betyder ikke, at de automatisk er smartere til smartteknologi end alle andre, men det betyder, at de har en mere intuitiv tilgang til de teknologier, vi ser lige nu.

Vi kan se, at børn og unge på rigtig mange punkter ikke er specielt kompetente, selvom de bruger rigtig meget tid på de digitale medier.

HVORDAN SKAL VI SOM VOKSNE OMKRING BØRNENE OG DE UNGE VÆRE OPMÆRKSOMME PÅ IKKE NØDVENDIGVIS AT TÆNKE DEM SOM SMARTE I TEKNOLOGISK SAMMENHÆNG?

– I det 21. århundrede har vi haft en tendens til at kalde børn og unge for digitalt indfødte. I det begreb ligger der, at de mestrer de digitale teknologier, og at de taler det digitale sprog som indfødte, mens voksne – forældre, lærere, pædagoger – er immigranter, der altid vil tale det digitale sprog med accent. Den modsætning mellem digitale indfødte og digitale immigranter har været dybt skadelig, fordi vi har troet, at hvis man er vokset op med de digitale medier, er man en ekspert, der bedre kan forstå, hvordan man navigerer på sociale medier og i det hele taget, hvordan man arbejder med det digitale. Det passer ikke. Vi kan se, at børn og unge på rigtig mange punkter ikke er specielt kompetente, selvom de bruger rigtig meget tid på de digitale medier.

HVORFOR ER DET ET PROBLEM?

– Vi har brugt begrebet ’digitale indfødte’ som en sovepude, som en forståelse af, at børn og unge er eksperter, der mestrer det digitale bedre end voksne. Det er et problem, fordi vi har glemt at tage børnene i hånden. Der er rigtig mange områder, hvor børn og unge ikke automatisk kan navigere i det digitale, selvom de har brugt meget tid på de digitale medier. Den digitale inkompetence kan komme til udtryk i digital mobning, billeddeling uden samtykke eller ved, at de mangler tekniske kompetencer som kodning, programmering og teknologiforståelse. Der er en række områder, hvor børn og unge ikke er digitalt kompetente, selvom de er vokset op i en digital tid. Det er vigtigt at huske, at børn ikke kan danne sig selv – heller ikke i en digital tid – de har brug for voksne.

HVAD ER KENDETEGNENDE FOR DE BØRN OG UNGE, DER VOKSER OP I DAG?

– Jeg kalder børn og unge, der er vokset op med smart teknologi for smartgenerationen. I det ligger der, at de er defineret med udgangspunkt i den teknologi, der omgiver dem i hverdagen. For eksempel vokser børn og unge op som deres eget medie i kraft af deres profiler på sociale medier, og det stiller nogle nye krav til, hvad der er vigtigt at lære i skolen. Det er selvfølgelig stadig vigtigt at lære at skrive og at kommunikere mundtligt, men der er også nogle nye digitale formidlingsformer, som børnene begynder at bruge, uden at være klædt på til det – fx deres nye rolle som strategiske kommunikatører.

Idealet om det kompetente barn kan give bagslag i en digital tid, hvis vi ikke klæder børnene på til at være digitalt kompetente.

HVORFOR HAR VI, DE VOKSNE OMKRING BØRNENE, GIVET SLIP?

– De børn og unge, vi har i dag, er meget alene med de digitale medier, blandt andet fordi det er en verden, som voksne har svært ved at forstå. Men det er også kulturelt bestemt – sammenlignet med andre lande er forældre i Danmark generelt mindre restriktive i forhold til deres børns brug af digitale medier. En af forklaringerne på det er, at vi har et ideal om ’det kompetente barn’ både i uddannelsessystemet og i opdragelsen. På mange måder er det positivt, at vi ser vores børn som kompetente, men det betyder også, at vi nemt kan lukke øjnene for, hvad vores børn foretager sig med en smartphone i hånden, og at vi ikke sætter rammer op for dem. Idealet om det kompetente barn kan give bagslag i en digital tid, hvis vi ikke klæder børnene på til at være digitalt kompetente.

HVORDAN UDSPILLER DENNE PROBLEMATIK SIG I SKOLEN, I RELATIONEN MELLEM ELEV OG LÆRER?

– Selvom jeg har lyst til at begrave begrebet ’de digitalt indfødte’, fordi det er blevet brugt som en måde at se børnene som eksperter, er der ingen tvivl om, at børnene skal have lov til at vise deres formåen. De har en masse kompetencer, interesser og viden om, hvordan man opsøger ting på digitale medier, som skal have en plads i skolen. Og læreren skal selvfølgelig inddrage den viden, som børnene har. Det betyder ikke, at barnet er en ekspert, men det betyder, at læreren får en ny rolle som facilitator, og hvor eleven også får mulighed for at inddrage sine egne interesser og erfaringer. Tankpassermodellen, hvor det udelukkende er læreren, der skal overføre viden til eleverne, kommer til kort i en digital tid.

HVAD BLIVER VIGTIGST FOR ELEVERNES LÆRING I FREMTIDEN, MENNESKET ELLER MASKINEN?

– Vi lever i den fjerde industrielle revolution og har fået maskiner ind i vores liv på alle mulige måder. Og det betyder også, at vi mennesker i højere grad skal lære de ting, som maskiner ikke er gode til: empati og alt det der ligger i en karakterdannelse. Læreren vil blive ved med at have en afgørende rolle, for det er læreren, der skal inddrage de nye teknologier og bruge dem til at facilitere elevernes læring.

Fremtiden er fag-faglig. Den er bestemt også tværfaglig, men vi skal ikke glemme, at vi skal have en viden om noget.

DU TALER OM KERNEFAGLIGHED, SOM EN AF DE VIGTIGE KOMPETENCER OGSÅ I DET 21. ÅRHUNDREDE – HVORFOR?

– I hele debatten om det 21. århundredes kompetencer, udpeger man typisk kreativitet, kritisk tænkning og innovation, som de vigtige aspekter. Men den type modeller glemmer ofte fagene. Jeg holder fast i, at kernefagligheden er vigtig. Fremtiden er fag-faglig. Den er bestemt også tværfaglig, men vi skal ikke glemme, at vi skal have en viden om noget. Det er stadig relevant at have danskfaglig, sprogfaglig og matematisk viden. Så selvom skolen i stigende grad skal indrettes efter fremtidens innovative kompetencer, skal vi ikke glemme, at vi også skal have den dybe viden.

HVAD MENER DU, NÅR DU SIGER, AT KARAKTERDANNELSEN ER VIGTIG?

– Der er ingen tvivl om, at i fremtiden er karakterdannelse også en vigtig del af skolens opgave. Det er ikke nok at klæde eleverne på med det fag-faglige – det bliver i stigende grad vigtigt også at udvikle deres empati, vedholdenhed, selvkontrol. Og lysten til at lære. Det er kompetencer, der bliver aktuelle i en digital tid, hvor vi hele tiden har adgang til de sociale medier, og hvor de digitale medier i højere grad forstyrrer os, end de egentlig fremmer vores måde at lære på. Den digitale tid giver os nogle nye vilkår som betyder, at vi skal have fat i karakterdannelsen, ikke kun i hjemmet men også i skolen.

DU TALER OGSÅ OM SELVVÆRD?

– En del af det handler også om selvværd. Den smarte generation ser jeg også som en sart generation, fordi livet på nettet og på de sociale medier giver en ny sårbarhed og en ny isolation i kraft af, at man i højere grad er sammen over nettet i stedet for at være fysisk sammen. Der er mange teenagere, der oplever, at de er isolerede og som får et knæk på selvværdet af at have et digitalt liv. Her har skolen en stor opgave, nemlig at tage fat i de problematikker med eleverne.

I takt med at verden bliver mere digital, får vi en større trang til også at være offline.

MENER DU, VI KOMMER TIL AT SE EN MODREAKTION – ELLER I HVERT FALD EN TRANG TIL IKKE AT VÆRE DIGITALE HELE TIDEN?

– Helt sikkert. I takt med at verden bliver mere digital, får vi en større trang til også at være offline. Og nu oplever vi en modreaktion, hvor vi har brug for at lægge medierne fra os. Det er en reaktion på, at vi glemte at overveje, hvordan vi bruger de nye teknologier på en god måde. Allerede i 1982 satte en fremtidsforsker ord på den tendens. Han døbte den ’High Tech – High Touch’, og den handler om, at jo mere digital og high tech verden bliver, jo større er vores behov for high touch. Og her skal touch ikke forvekslet med en touch-skærm, det betyder at berøre og sanse. Det er en god huskeregel at have med i skolen. For selvfølgelig skal der være digitale læremidler og udtryksformer, men vi skal også sanse; bruge blyanter, klippe og berøre. Og det her skal ikke handle så meget om modsætningerne mellem det digitale og det analoge, men om at bruge en bred vifte af de redskaber, vi har til rådighed.

HVILKE KOMPETENCER ER DER BRUG FOR HOS LÆREREN, FOR AT KUNNE NAVIGERE I EN DIGITAL TID?

– Læreren har rollen som facilitator, og i det ligger der også at man er klasseleder og den der rammesætter, hvornår hvilke redskaber skal inddrages i undervisningen. Et 7-årigt barn skal jo ikke frit kunne vælge og selv finde ud af hvilket redskab der passer bedst til den enkelte opgave. Det kræver rammesætning at bruge redskaberne på en didaktisk velovervejet måde. Det stiller nogle nye krav til læreren om at have en bred indsigt i, hvilke læremidler og redskaber der findes. Selvom man har taget en læreruddannelse før den digitale revolution for alvor startede, er der krav til, at man skal vide, hvad der findes på markedet og hvad de nye tendenser indebærer. Det har læreren ikke det fulde ansvar for, det ansvar ligger også hos skoleledelsen og det pædagogiske læringscenter, der skal hjælpe læreren med at blive klædt på til, hvordan de forskellige didaktiske redskaber kan bruges.

Vi skal ikke blindt lade os forføre af det nyeste på markedet af frygt for at børnene sakker bagud.

MEN KAN VI FØLGE MED?

– Vi skal ikke være så bange for ikke at kunne følge med i det hele og have det fulde overblik hele tiden. Det kan vi ikke. Uanset hvilke nye teknologier og digitale læremidler der kommer på markedet, er det fortsat didaktikken, der skal styre valgene. Vi skal ikke blindt lade os forføre af det nyeste på markedet af frygt for at børnene sakker bagud. Det vigtige er, at didaktikken er omdrejningspunkt for valgene, og at vi bruger teknologien hvor den giver mening.

 

BLÅ BOG

Camilla Mehlsen

Ekspert i digital dannelse, børn og unges digitale adfærd, fremtidens kompetencer og uddannelse i en digital tid. Er leder af den didaktiske enhed i forsknings- og undervisningsprojektet Digital (Ud)Dannelse (D.U.D.E) ved Københavns Universitet. Camilla er forfatter til Teknologiens testpiloter – 10 ting der ruster børn og unge til en digital fremtid (2016).