Det professionelle kram

Lægger du mærke til børn, som ikke har det godt? Og hvis du gør, siger du så noget til dem eller giver dem et kram? Måske tænker du, at du bare gør ondt værre, eller måske er du bange for, at barnet siger noget til dig, som du ikke ved, hvad du skal svare på?

Læs mere om hvad eksperten og barnet siger.

Det profesionelle kram

Når børn ikke trives i skolen

Vi ved de er der, en eller flere i klassen. De børn der ikke trives. Nogle reagerer udadvendt, andre er sværere at få øje på. Der er naturligvis ingen lærere eller pædagoger, der synes, at børnene skal mistrives. Vi vil gerne hjælpe dem. Men hvordan gør vi – og hvad kan vi gøre for at finde dem?

Tegn på mistrivsel

Ifølge psykolog og forfatter Ulla Dyrløv findes der mange tegn på mistrivsel. Et af dem er, at børnene ofte opfører sig på en måde, som af nogle opfattes som ”besværlig” eller ”irriterende”. Disse børn sætter meget sjældent, på eget initiativ, ord på deres mistrivsel.

Som lærer skal du holde ekstra godt øje med:

  • Ballademagere
    • Interessér dig særligt for børn eller unge, der laver ballede. Udvis dyb og intens interesse for barnet i stedet for skældud og løftede pegefingre.
  • Stille børn
    • De stille børn bliver ofte overset. Adfærden kan naturligvis være helt normal – men det kan også være tegn på, at barnet mistrives.
  • Mobning
    • Mobning forekommer både mellem børn og voksne, og især børn kan være utrolig hårde mod hinanden. Det er bydende nødvendigt, at du som lærer fremstår som en tydelig lederfigur, sætter den respektfulde tone og sørger for, at miljøet i klassen er sundt.
  • Elever med særlige forudsætninger (en gruppe der er svær at få øje på!)
    • Børn og unge med særlige forudsætninger har ofte store vanskeligheder. De føler sig anderledes. De ER anderledes, og de fastholdes i ”anderledesheden” i skolen, fordi klasserne typisk er aldersinddelte.
  • Fravær
    • Når et barn ikke kommer i skole, skal det altid tages alvorligt. Ikke med skældud og løftede pegefingre, men med nysgerrighed, underen og ydmyghed.

I resten af dette indlæg er der fokus på børn og unge med særlige forudsætninger.

 

Hvorfor er børn med særlige forudsætninger anderledes?

De fleste børn og unge med særlige forudsætninger har mange og store udfordringer. De føler sig anderledes fra det øjeblik, de begynder at tale. De taler ofte flydende som halvandet-årige og kan konversere med de voksne i vuggestuen. Forældrene og bedsteforældrene er stolte, og pædagogerne synes, at børnene er sjove. Der er ingen alarmklokker, der ringer. Men barnet er anderledes, det føler sig anderledes, og det bliver fastholdt i ”anderledesheden” i skolen, fordi klasserne er aldersinddelte. Børn med særlige forudsætninger går i klasse med jævnaldrende, der ikke matcher dem intellektuelt. Disse børn har ofte brug for hjælp på de sociale og praktiske områder.

Børn med særlige forudsætninger er i risiko for at udvikle angst, fordi de kan have nogle tanker, de ikke er følelsesmæssigt parate til at tackle. De kan for eksempel spekulere over universets uendelighed, sorte huller, fysik og teknik og livet efter døden i timevis. Men når de prøver at tale med vennerne om det i skolen, kigger vennerne bare på dem, som om de er mærkelige. Men de er ikke mærkelige, de er anderledes, idet de har forudsætninger som kun 2 % af befolkningen har.

Pingviner 
kram artikel

Johannes på 16 år er højt begavet og beskriver sit skoleforløb således:

”(…)

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som værende sindssygt klog. Jeg har tænkt, at det var skolen, som var lavet alt for let. I dag føler jeg mig heller ikke specielt klog. Jeg føler bare, at det er alt andet, der er enormt dumt for at sige det meget ligeud.

I skolen var det faglige sådan set okay til at starte med, men det blev betydeligt værre. […] Jeg tror næsten, at niveauet faldt, efterhånden som jeg blev ældre, så maxniveauet simpelthen var lavere. Det føltes i hvert fald sådan. Så nægtede jeg at lave mine opgaver. […] Lærerne insisterede på, at jeg skulle lave det, og jeg blev sådan set ved med at lave meget af det, men så fandt jeg på at lave tingene forkert. Det var en form for protest, men også bare for at give mig selv noget ekstra udfordring.

Så skulle jeg først regne ud, hvordan opgaven skulle gøres rigtigt, og så skulle jeg finde ud af, hvilken fælde de gerne ville have mig til at falde i. I dansk kunne det for eksempel være noget med, at der i udsagnsord skal et d med i for eksempel faldende, men hvis det nu var dalene, som ikke er et udsagnsord, men et navneord i bestemt flertal, så skal der ikke noget d med - undtagen lige med en enkelt undtagelse i søskende, men det er irrelevant. Så jeg fandt ud af, hvad de gerne vil have mig til at lære, så jeg ikke skulle lave det forkert, og så lavede jeg det rent faktisk forkert. Det var totalt hjerneløst arbejde, men det var for det første for at protestere, for det andet var det simpelthen bare sjovere.

En anden udfordring var, om jeg kunne ramme en bestemt karakter, uden at lærerne opdagede, at jeg gjorde noget forkert. Det skulle være forkert på en troværdig måde, og det var der noget udfordring i. Jeg gik fra 12-taller til 02 og 04 hele tiden. Og jeg gik fra at rette lærerne i undervisningen til at insistere på, at der var et eller andet helt basic, jeg ikke forstod. Jeg har sådan en situation i mit hoved, hvor jeg fik undervisning og skulle løse en række ekstremt banale matematikopgaver. Jeg insisterede på, at der var et eller andet, jeg ikke kunne forstå. Jeg følte det, som om jeg var med i en dårlig komedie, og min lærer forstod ikke en skid.

Til sidst nægtede jeg at lave mine opgaver, fordi de var så kedelige og dårlige. Så sagde lærerne og skolelederen til mine forældre, at de var dårlige forældre, som ikke havde opdraget mig ordentligt, fordi jeg ikke passede ordentligt ind i skolen. Så vidt jeg har hørt fra mine forældre, fik de aldrig noget andet at vide. At jeg for eksempel kunne have problemer, og der kunne være et eller andet, der var anderledes. Det var altid bare: I har opdraget jeres barn forkert, og I er dårlige forældre. Og det troede de på, så hvis jeg strittede imod et eller andet, fulgte de skolens og lærerens råd.”

Bamse

Hvordan kan du hjælpe barnet?

I bagklogskabens lys er det tydeligt, at Johannes ikke har haft det godt. Når et barn ændrer adfærd, er det vigtigt, at lærerne skærper opmærksomheden. Johannes løste pludselig alle sine opgaver forkert. Han gik fra at være en elev, der præsterede i top til at blive en elev med faglige vanskeligheder. Og i sådanne tilfælde skal man tage sin detektivhat på. Keder han sig? Er han i krise? Prøver han at provokere? Hvis ja, hvad forsøger han så at sige?

Lærere skal være opmærksomme på, at særlig godt begavede børn og unge føler begavelsen som en vanskelighed. Det, der lyder som et privilegium, er det ikke. Børnene er anderledes, og de føler sig anderledes. De lider ofte af præstationsangst og andre former for angst. De føler sig ofte socialt akavede, og de kan virke irriterende på omgivelserne, fordi de hele tiden retter på lærere og klassekammerater. Det skal de lære at lade være med, derfor er de voksne omkring barnet nødt til respektfuldt at guide dem i at aflæse sociale koder.

Og så skal børnene i øvrigt udfordres fagligt med alle de opgaver, de overhovedet har lyst til.

Kilde: Ulla Dyrløv, Det professionelle kram, Akademisk Forlag 2015

Publiceret 28. sep 2015 • Opdateret 10. jan 2017

Kommentar(er)

  • Pernille Skjøt15. sep 2016

    Problem er er at vi lærere ikke er klogere end de rigtig kloge børn.
    De har brug for samtaler på et meget højt fagligt niveau, de har ikke altid "bare" brug for sværere skriftlige opgaver. De er ikke nødvendigvis særlig dygtige skriftligt i de små klasser.
    Hvordan finder vi ud af hvad de har brug for, når de er på et højere intellektuelt niveau end os selv?

  •  
 

Kommenter denne side: