Det handler om at bygge bro

Interview med lærer Loris El-Haj

Det handler om at bygge bro
Loris El-Haj er lærer, og underviser blandt andet i modtagerklasser. Hun underviser elever som blandt andet kommer fra Syrien. En del af disse elever har på grund af krigen i Syrien ikke gået i skole de sidste 3, 4 eller 5 år. Loris El-Haj kom som 15-årig til Danmark fra Libanon, og er oprindeligt palæstinenser. I år fik hun i forbindelse med uddelingen af Politikens undervisningspris en særpris for sit arbejde. Hun fortæller om, hvordan det var at komme hertil, og hvad det giver hende i forhold til i dag selv at undervise børn og unge, der netop er ankommet til Danmark.

 

”Jeg kom hertil som 15-årig, og det er som mange af de elever, jeg har lige nu. Jeg har været igennem det samme med hensyn til krig og traume. Jeg har oplevet flugt. Det at opleve noget forfærdeligt – det har jeg været igennem, og det er en stor hjælp for mig i mit arbejde. Når jeg får en elev fra et krigsramt land, så ved jeg, hvordan jeg skal forholde mig til den elev. Eksempelvis når vi sidder, og vi skal koncentrere os, og en elev siger: ’Jeg kan bare ikke det her lige nu.’ Så ved jeg, hvordan han har det. For jeg har været igennem det samme.” 

En god start

Det allervigtigste, når man får en ny elev, er, at man giver vedkommende en god start. Fagligheden skal nok komme, fortæller Loris El-Haj. Det med at lære dansk, det skal nok komme.  Det er det med at bygge bro mellem læreren og eleven, der er vigtigt. Også fordi ud over de traumer, børnene har med sig, så taler vi om to forskellige skolesystemer. Hun fortsætter:

”Jeg husker, da jeg kom til Danmark og skulle gå i skole. Det allerførste indtryk, jeg fik, var, at der ikke var styr på tingene. Blandt andet fordi der hvor jeg kommer fra, er der et hegn eller en hæk rundt om skolen, og der står en vagt ved indgangen. Så man kan ikke bare gå ind og ud. Jeg gik på Abildgårdskolen, en skole med masser af natur omkring.  Eleverne kunne bare gå ind og ud, og de kunne lege på legepladsen og spille fodbold. Det var ikke et lukket område. Og der stod ikke en vagt. Og så kunne jeg se, at der var en gruppe af store elever, og en af dem var i gang med at ryge, og jeg tænkte: ’Hold da op. Hvordan kan han gøre det? Lærerne har ikke tjek på deres elever.’ Det var det første indtryk, jeg dannede af skolen. Men der er jo tale om, at der er frie rammer, men du skal samtidig være inden for de rammer. Og det var jeg ikke vant til.” 


Det fælles ansvar for undervisningen

I den danske folkeskole er undervisningen et fælles ansvar. Læreren skal ikke være på uafbrudt fra kl. 8 til kl. 15, mens eleverne lytter og observerer. Det er et fælles ansvar. Undervisning er, at både læreren og eleverne er på, og at den foregår på mange måder f.eks. ved at arbejde med projekter, rapporter, emneuger, fremlæggelser, CL-øvelser med mere, påpeger Loris El-Haj. Og det er noget, som mange af de nye elever undrer sig over, for de er vant til, at de sidder og modtager undervisning.

”På den skole jeg har gået i, har jeg aldrig været med til at gå op og fremlægge et projekt eller et eller andet. Aldrig. Aldrig i de 15 år jeg har boet i Libanon. Når eleverne kommer her til Danmark, og vi fortæller dem: ’I skal jo deltage. I skal komme med jeres meninger og vi diskuterer tingene. Og vi behøver ikke at være enige.’ Så er det en udfordring for mange af dem. En meget stor udfordring bare det at sige noget i timen. De fleste er jo vant til at være helt stille. Hvis man ikke forklarer dem, at det er sådan, det forholder sig i undervisningen, så kan de sidde og være stille i meget lang tid.”


Om at falde til

Der er mange udfordringer. Der er sproget, der er fagligheden, og det allervigtigste er at falde til og være en del af fællesskabet. Loris El- Haj fremhæver:

”Vores elever har hjemkundskab, de har idræt, og i de fag kan der være tale om forskellige udfordringer med hensyn til eksempelvis, at når man skal have idræt, skal man jo tage tøj af. Det, jeg gør, er, at jeg til opstartsmødet fortæller, at det er, sådan vi gør her. Det er vigtigt, at man taler inkluderende, og især når man taler om ting, der vedrører skolen, derfor skal man ikke sige ’I Danmark gør vi sådan’, fordi så adskiller man sig. Så taler man om to grupper. Nej – her på skolen gør vi sådan. For på skolerne findes der jo forskellige regler, og her på den her skole gør vi sådan.”

Loris El-Haj taler normalt dansk til møderne med forældrene, hvor der er en dansklærer, en integrationsguide og en tolk med, men ved punkter, som vedrører eleven, taler hun arabisk og beder om at få det oversat. Det gør hun, fordi det er eleven, der skal have den information. Hun fremhæver samtidig, at i arabiske og andre mellemøstlige kulturer, skal læreren have kontakt med forældrene. Det er dem, der er nøglepersoner. Eksempelvis kan de med hensyn til idræt lave aftaler. Det kan være, at eleven gerne må gå i bad før eller efter de andre, og at han gerne må beholde noget tøj på, hvis han vil. Det aftales, så det er på plads, før eleven starter. Og hun sikrer sig, at forældrene er med på den løsning, for det kan være meget stødende for eleven, at stå med rigtig mange elever, der ikke har tøj på, for det har eleven ikke prøvet før.


Find information om den anden kultur

Det er godt forud for mødet med forældrene at have fundet lidt information om den kultur, de kommer fra. At man eksempelvis siger noget om gæstfrihed og viser, at man ved lidt om deres kultur. I stedet for at det hele bliver en aha-oplevelse. Man viser derved, at man er interesseret og gerne samarbejder. Man behøver ikke at gøre det, men det viser noget positivt overfor forældrene. Det bygger bro.

”Jeg tænker også, at der er nogle områder, hvor man kan fremme samarbejdet med forældrene. I nogle kulturer giver man ikke hånd. Læreren hilser, og moren hilser ikke tilbage. Og kommunikationen bliver allerede påvirket. Her er det vigtigt, at vi minder os selv om, hvad samtalen handler om. Hvad er meningen med dette møde og hvad er formålet? Vi skal lægge de kulturelle forskelle til side. Og vi skal også spørge os selv: Opnår vi de ting, vi gerne vil? Og det skal der være fokus på. Og der kan man tage fejl og tro, at forældrene ikke vil samarbejde. Man skal ikke fokusere på, hvad der er omkring barnet, man skal fokusere på, hvad barnet har brug for.”

Loris El-Haj fortæller, at en skole-hjem-samtale i Libanon grundet krigen er for det meste noget, man kommer til, hvis man har gjort noget frygteligt. Så det er også rigtig vigtigt, at man sætter forældrene ind i, hvordan det danske skolesystem fungerer. Og fortælle at når man vil tale med forældrene, så er det også for at rose deres barn og ikke for at kritisere ham eller hende. Og hun fremhæver:

”Man skal møde barnet, der hvor det er. Ikke der, hvor man gerne selv vil være. Det er barnet, det skal handle om.”

Publiceret 16. dec 2016

Kommentar(er)

     
 

Kommenter denne side: