Cooperative learning

Dato 11/02-2011

Forfatter Frans Ørsted Andersen

Cooperative Learning er et af de undervisningskoncepter, der har vundet stort indpas i den danske grundskole i de senere år. Læs om metoden her og bliv klogere på, hvad det egentlig handler om.

Hvad er CL / Cooperative learning?
Cooperative Learning (CL) er grundlæggende en betegnelse for aktiviteter, hvor elever samarbejder efter bestemte principper, samarbejdsmønstrer og strukturer med henblik på at øge læring og trivsel i klassen (Kagan & Stenlev, 2006:11). Selv om man i Danmark ofte refererer til Kagan & Stenlev (2006), når det handler om CL, er der mange andre forståelser i omløb, fx israelske og tyske udgaver af CL. I dette opslag behandles CL som en bred betegnelse for systematisk og struktureret gruppearbejde, der kan rumme mange forskellige specifikke tilgange.

Film om metoden
Hør Frans Ørsted Andersen fortælle om metoden og kom med da vi besøgte 7. b. på Vedbæk Skole, mens de havde biologi.

I CL tager man generelt udgangspunkt i, at det er deltagernes aktive samarbejde, der er kernen i læringen. Helt basalt er også kravet om, at dette samarbejde skal foregå meget systematisk (Ibid:12). I CL henvises ofte til teams på fire personer, men systemet kan også anvendes i pararbejde eller i meget store grupper.

Man kan sige om de forskellige opfattelser af CL, at der er tale om en grundlæggende systemisk tilgang koblet med en række andre teoretiske forståelser. Grundtanken i systemteori er, at alting hænger sammen. Alle fænomener (fx en elev), bør betragtes som dele af en større helhed (fx en gruppe). Delenes relationer til hinanden er af stor og ofte afgørende betydning for både helhedens og delelementernes natur og funktion. Endvidere handler det om, at man ikke kan forstå ét element (fx én elev) eller ét fænomen (fx uro i klassen) uden, at man forstår de systemer, som elementet indgår i, og de relationer elementet har til de andre delelementer og til helheden.

På linje med den systemiske forståelse trækker CL også på socialkonstrutivistiske tilgange, fx på Vygotskys ideer om, at læring er en social proces, der finder sted i interaktion med andre (”en social konstruktion”). I den forbindelse inddrager man Vygotskys ZNU-begreb. ZNU betyder ”Zonen for nærmeste udvikling”, og det er en optimal, relationel zone, latent placeret foran os livet igennem. At den er relationel betyder netop, at den ikke er individuel. Det er en zone, vi kan bevæge os ind i, i samarbejde med andre. Iflg. CL kan ZNU nås ved dialog med en partner, der kan udfordre ens nuværende viden (Ibid.: 13).

Men CL inddrager også motivations- og behovsteori fra den såkaldte humanistiske psykologi. CL’s fokus på samarbejde og kommunikation som afgørende forudsætninger for læring begrundes således ikke alene i systemisk og socialkonstruktivistisk teori men også i Maslows personlighedsteori, i daglig tale ofte omtalt som behovspyramiden (Maslow, 1968) (Maslow var en af stifterne af den humanistiske psykologi). Dermed minder CL om LP-modellen, der også har en integrativ, multi-teoretisk tilgang, selv om den overordnede forståelse er af systemisk art.

Maslow ser menneskelig, social kontakt og anerkendelse som helt basale behov (Kagan & Stenlev, 2006:14). CL er således med til at dække en persons sociale behov – og kan give rum for det læringsmæssige uden, at det konflikter med elevens behov for samvær med jævnaldrende. Fx nævnes det, at elevernes behov for at kommunikere, snakke, få feedback, spejling og bekræftelse ikke kommer i konflikt med lærerens undervisning, når CL ”kører” (Ibid.:14). Således hævdes, at CL i sig selv er motiverende: følelsesmæssigt er det motiverende for deltagerne i CL at ”være på”, få modspil og anerkendelse (Ibid.).

Derudover er det CL-systemets ambition at: ”Kvalificere eleverne til at virke i et komplekst, globaliseret videnssamfund. I et sådant samfund har man brug for både faglige og sociale kompetencer, herunder ikke mindst evnen til at navigere i et bombardement af informationer og valg, at reflektere over egen udvikling og egne muligheder og at arbejde sammen med andre i kreative projektorienterede arbejdsprocesser.” (Ibid.:15).

Grundprincipper i CL
Her skal blot i stikordsform skitseres nogle af grundprincipperne i CL:

1. Situationen påvirker adfærden. De situationer CL-deltagerne placeres i, påvirker deres adfærd og dermed også deres læringsmuligheder. Derfor er bevidstheden om, hvad det er for situationer, vi skaber for eleverne i vores klasseværelser helt centrale (Ibid.:17).

2. Det fysiske læringsmiljø. Arbejdssituationerne bestemmes og defineres også af de konkrete fysiske omgivelser. I CL sidder, står, går eller løber man i grupper.

3. SPIL-principperne. Disse principper forener kravene om fagligt fokus med deltagernes behov for bl.a. kontakt og selvrealisering:

4. Struktur og indhold. Strukturens opgave er at organisere interaktionen imellem deltagerne. En struktur bliver først til en læringsaktivitet, når læreren (eller lederen) har lagt indholdet ind i den. Indholdet er det stof, der skal undervises i. Indhold + struktur = aktivitet (Ibid.:22).

5. Teams og teamdannelse. Principperne for teamsammensætning skal fremme deltagernes tolerance, samarbejdsfærdigheder, demokratiske sindelag og konstruktive dialog. Der arbejdes grundlæggende med heterogene teams bestående af fire elever, to drenge og to piger, én stærk, én svag og to middel. Disse fire placeres på en fast og struktureret måde, stående eller siddende: svag og stærk skråt overfor hinanden.

6. Refleksion og selvevaluering. De sociale og faglige færdigheder, man arbejder med og sigter mod at gøre bedre, skal være eksplicitte: beskrives, demonstreres og bringes i spil i klassens praksis. Der stilles spørgsmål som: “Hvad lykkedes godt?” og “Hvordan kan vi blive bedre?” med henblik på at fremme elevernes egne refleksioner over læreprocesser (Ibid.:38).

7. Tænkefærdigheder. CL-strukturerne giver gode betingelser for tænkning. Mundtlige formuleringer fremmer egen forståelsesproces, heterogene teams inspirerer og udfordrer tænkningen. Dialogen konstruerer synteser på højere niveau, og teamtrygheden giver frihed til eksperimenterende og kreativ tænkning (Ibid.).

Tænkefærdighederne opdeles i fire kategorier: (Ibid.:54)

  1. Analytisk/kritisk tænkning
  2. Problemløsende tænkning
  3. Innovativ tænkning
  4. Reflekterende tænkning

8. Turtagning. Turtagning involverer både sproglige og ikke-sproglige midler, der anvendes for at tage ordet i en samtale eller give ordet til andre. En af CL-strukturernes opgaver er netop at regulere turtagningen, så alle får sagt noget. Det er vigtigt, at eleverne lærer både selv at få plads og give andre plads. Dette er med til at udvikle og fastholde en harmonisk og demokratisk samtalekultur (Ibid.:67).

9. Talefærdighed. I CL er alle elevers taletid mangedoblet, og på grund af strukturerne og læringsopgavernes karakter kommer de rundt i sproget og får brugt alle dets funktioner tit og meget (Ibid.: 68).

10. Vidensdeling og præsentationer. Kommunikation handler om at skabe mening og om at formidle viden. Der tilstræbes dialogisk formidling, dvs. at en teamdeltager formidler, mens de andre spørger ind enten undervejs eller bagefter. Der foregår kommunikation, der resulterer i konstruktion af ny viden/forståelse hos de lyttende (Ibid.:69).

Referencer
Hornstrup, C. et al (2007). Systemisk ledelse – den refleksive praktiker. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Kagan, S. & Stenlev, J. (2006). Cooperative Learning.Undervisning med samarbejdsstrukturer. København: Malling Beck.
Maslow, A.H. (1968). Toward a Psychology of Being. New York: Van Nordstrand Reinhold Publishers.
Reider, B. (1998). God atmosfære i klassen. Vejle: Kroghs forlag.
Senge, P.M. (1990). The Fifth Discipline. The Art and Practice of the Learning Organization. London: Century.