Anerkendelse

Dato 11/01-2011

Forfatter Hans Henrik Knoop

Anerkendelse er et begreb, som har vundet stort indpas i pædagogikken. Og anerkendelse er en vigtig faktor for børns positive udvikling.

DEFENITION

Anerkendelse er et begreb, der har vundet frem i den pædagogiske verden, fordi det bidrager til en kultur, hvor man har fokus på individuelle styrker, ressourcer, kvaliteter – snarere end det modsatte. En anerkendende pædagogik betragtes ofte som en pædagogik, hvor det er i orden at være, som man er.

UDDYBENDE OM ANERKENDELSE

Anerkendelse relaterer sig også til begrebet positivt medspil, der angiver handlinger, som hjælper en person eller en gruppe med at lykkes i dens forehavende.

Komplementærbegrebet til anerkendelse er afvisning, som på en måde er lige så vigtigt som anerkendelse, fordi forudsætningen for at opleve ægte anerkendelse selvfølgelig er, at ikke alt automatisk bliver anerkendt – dvs. at noget også kan afvises. Der må således være grænser for, hvad der kan anerkendes, for at ægte anerkendelse bliver mulig. Det er også vigtigt ikke at lægge så megen vægt på anerkendelse fra andre, at det går ud over ens selvfølelse (fornemmelsen af hvad man selv finder vigtigt) og selvrespekt (oplevelsen af at ens egen vurdering er vigtig).

Sociologen Axel Honneth skelner mellem tre nødvendige former/sfærer for anerkendelse mellem mennesker, der bidrager til, at de integrerer sig med hinanden i et samfund:

  1. Kærlighed (etableret som romantisk institution omkring år 1800);
  2. Moderne lovgivning (som udtrykker anerkendelse af borgere som ligeværdige i en nationalstat);
  3. Social værdsættelse gennem sit bidrag til samfundets reproduktion og videreudvikling (fx gennem arbejde).

Det er Honneths overbevisning (han kalder det “intuition”, fordi det er et delvist normativt ideal for hans vedkommende), at det er vigtigt for alle mennesker at opleve alle tre former for anerkendelse for at kunne leve fuldt ud i et samfund.

EKSEMPEL

Hvis et barn siger “Fuck dig” til sin mor, er der to slags anerkendelse på spil: Anerkendelse af barnets frustration/vrede/ulykke og anerkendelse af barnets sprogbrug. Hvis vi tager udgangspunkt i, at der er tale om uacceptabel sprogbrug, består den dobbelte udfordring for moren således på den ene side i at vise barnet, at det bliver set, hørt og taget alvorligt, men på den anden side at gøre det tydeligt for barnet, at den pågældende sprogbrug ikke skaffer barnet dét, det ønsker.

REFERENCER

  • Honneth, A. (2006). Kampen om anerkendelse – sociale konflikters moralske grammatik. København: Hans Reitzels Forlag.