Vækst

- i læring og kreativitet


Vækst er et helt grundlæggende træk ved verden. Universet vokser, dets alder vokser, livet vokser frem gennem milliarder års evolution og mennesker vokser fysisk og psykisk. Alt muligt vokser, og dermed er der også forandring overalt.

Vækst i form af læring og kreativitet

Læring og kreativitet er to udtryk for vækst, som mennesker fra fødslen er programmerede til, og som med lidt held vil være kilder til glæde gennem hele livet. Men vækst er som bekendt ikke altid godt. Vækst i form af kræftknuder, forurening eller fedtprocent minder os om, at "kvaliteten af vækst" til enhver tid afhænger af den kontekst i hvilken den forekommer, og af øjet der ser.

Vækst som kombineret differentiering og integration

Når et system udvikler sig, kan man normalt beskrive denne udvikling, som en kombination af

1) at der tilføres nye elementer til det bestående (differentiering), og

2) at de nye elementer organiseres hensigtsmæssigt med det resterende (integration).

Børn fødes nysgerrige
Fordi børn fødes nysgerrige, og med lidt held bevarer deres nysgerrighed gennem hele livet, er mennesker på en måde hele tiden i forandring, det vil sige hele tiden i gang med at differentiere deres oplevelse af verden.

Og fordi mennesker normalt gerne vil bidrage kreativt til deres omverden, er de også grundlæggende indstillede på at ændre/differentiere deres omverden i et eller andet omfang.

Psykologen Jerome Bruner skrev engang, at "the most basic thing that can be said about human memory… is that unless detail is placed into a structured pattern, it is rapidly forgotten" (Bruner, 1963, p. 24). En anden måde at formulere dette på kunne være denne: "Med mindre ny (differentierende) læring opleves som meningsfuld i forhold til dét, man ved i forvejen, og opleves at være brugbart i fremtiden, kan man lige så godt lade være med at lære det, fordi man alligevel vil glemme det hurtigt igen.
Vækst

Velfungerende pædagogik
Velfungerende pædagogik og velfungerende arbejdspladser er afhængige af, at deltagerne - børn som voksne - løbende oplever gode muligheder for vækst, dvs. for læring og kreativitet. Dette vil typisk være tilfældet, hvis følgende vilkår er tilstede:

• Tilstrækkeligt gode muligheder for at tage initiativ
 
• Tilstrækkeligt konkrete, energigivende mål

• Regler som virker tilstrækkeligt tryghedsskabende og procesfordrende/ikke-bureaukratiske

• Tilstrækkelig fleksibilitet hvad angår fysisk indretning, hensyntagen til individuelle styrker, social organisering og tilpasning af sværhedsgrader

• Tilstrækkelig tydelig og ikke-ydmygende information om hvor godt man klarer sig

• Tilstrækkelig gode muligheder for at fjerne distraherende faktorer

• Tilstrækkelig god adgang til ressourcer i form af fx tid, penge og energi - som kan tilføre systemet energi udefra 
 

Referencer

Bruner, J. (1963). The Process of Education. New York: Vintage Books.

Csikszentmihalyi, M. (2008). Selvets udvikling. Virum: Dansk Psykologisk Forlag.

Forrester, J. (1992).System Dynamics and Learner-Centered-Learning in Kindergarten through 12th Grade Education. Boston: MIT.

Publiceret 11. jan 2011 • Opdateret 31. jan 2011

Kommentar(er)

 

Kommenter denne side: