Originalitet

Originalitet stammer fra latin originem, som betyder oprindelse og henviser dermed til noget, der er oprindeligt og derfor aldrig før oplevet, imiteret eller kopieret. I almindelig sprogbrug er en original ofte betegnelsen for en excentrisk eller sær person, men det kan være uheldigt ukritisk at acceptere denne sprogbrug, for det indebærer jo strengt taget, at alle andre må være ikke-originaler / noget i retning af kopier - og det er nok de færreste, som vil være tilfredse med det.

Beskrivelse

Nutidens brug af substantivet originalitet og dets adjektiv original er i lyset af ovennævnte også ganske bred. Man omtaler i dag helt overvejende originalitet som noget positivt og nyskabende, men dét, der findes ab origine, ved oprindelsen, er ikke nødvendigvist ”originalt” længere. F. eks. er det at være tilhænger af Galileo Galilei ikke særligt originalt i dag, selvom det ville have været det i det 16. århundrede. Men Galileis originalitet i 1600-tallet med påstanden om, og bevisførelsen for, at jorden er rund og bevæger sig rundt om solen, består gennem tiderne.

At definere noget som originalt kan være problematisk afhængig af den nyhedsværdi, man forventer at finde i en skabelse, en person eller en begivenhed. Af den grund burde man sætte originalitetsdiskursen i dens historiske perspektiv.

originalitet.JPG

Baggrund

Den klassiske og middelalderlige kultur kender ikke noget til dualismen kopi/original: kunstnere fra alle grene tager inspiration fra hinanden, konkrete modeller og en stor del materiale.

De latinske oversættelser af oldgræske tekster eller skulpturer opfattes ikke som kopiering, men som selvstændige genskabelser og genfortællinger. Selve konceptet forfatterskab har ofte været meget utydeligt.

Neoklassicismen i det 18. århundrede betragtede endda originalitet som en negativ indstilling, pga. dens påskønnelse af den klassiske inspiration.

Det er først romantikken, der introducerer begrebet geni og originalitet. Goethes Werther (Den unge Werthers Lidelser, 1774) er det mest indlysende eksempel på den romantiske helt, fuld af lidenskab, sorg, kunstnerisk genialitet og enestående personlighed.

Ovenpå det romantiske syn på originalitet bygger det 20. århundredes dyrkning og kommercialisering af originalitet: stardom, paparazzi, helte-baserede ideologier (fascisme og nazisme), futuristisk ødelæggelsestrang og lignende stammer fra en modernistisk industriel kultur med dens rødder i romantikken (se Krauss 2003).

Kritik

Postmodernismen udfordrer dog selve begrebet originalitet.

Baudrillard (2003) undrer sig over kunstens rolle i massemediekulturen, hvor reproduktion næsten afskaffer muligheden for originalitet: virkeligheden og forestillingen overlapper hinanden så meget, at det bliver svært at genkende deres specifikke rammer. Æstetik er overalt, ”it involves a kind of subliminal perception, a kind of sixth sense for fakery, montage, scenarios, and the overexposition of reality in the lighting of models” (Baudrillard 2003: 1019).

Denne æstetisk- og mediebaserede overeksponering forandrer vores opfattelse af, hvad unik (original) eller reproduktion (kopi) er. Derfor, på trods af vores kulturs ”struggle for recognition” (Bourdieu 2003: 1021), som tvinger os til at være unikke og anderledes, oplever vi umuligheden for at skabe noget, som er helt ”oprindeligt”.

Postmoderne kunst nægter provokativt, at man kan være original, og at originalitet er en positiv værdi. F.eks. Marcel Duchamp, som er berømt for sine ”ready made” værker; han afskediger bevidst det kunstneriske udseende fra sin kunst og originaliteten fra sin kunstneriske proces: ”[I made the bicycle wheel] without any intention of making a song and dance about it, not at all so as to say ’I did that, and nobody has ever done it before me’. Besides. The originals have never been sold”! (i Bourdieu 2003: 1024).

I pædagogikken

Frans Ørsted Andersen (2008: 11) citerer Krafts (2005) taksonomi af kreativitetsniveau som en mulig anvendelse i pædagogisk sammenhæng. Blandt de elementer, som gør individer eller grupper kreative, er ifølge Kraft originalitet, dvs. ”løsninger, svar og produkter, som en person udvikler, [før] andre er fremkommet med nøjagtig det samme”, (Ørsted Andersen 2008: ibid).

Graden af originalitet - på linje med grader af nysgerrighed, associationsrigdom og variation - kan anvendes som et pædagogisk kreativitetstjek for grupper af lærere eller pædagoger sammen med studerende, såvel som af enkeltpersoner, som en slags kvalitetsrettet ”introspektion”.

Referencer

Gardner, H. (1993). Creating Minds: An Anatomy of Creativity Seen Through the Lives of Freud, Einstein, Picasso, Stravinsky, Eliot, Graham, and Gandhi. New York: Basic Books.

Baudrillard, J. (2003). The Hyper-realism of Simulation. I: Harrison, C. & Wood, P. (eds). Art in Theory 1900-2000: An Anthology of Changing Ideas, (s. 1018-1020). Malden-Oxford: Blackwell.

Bourdieu, P. (2003). Being Different. I: Harrison, C. & Wood, P. (eds). Art in Theory 1900-2000: An Anthology of Changing Ideas, (s. 1020-1025). Malden-Oxford: Blackwell.

Csikszentmihaly, M. (1996). Creativity: Flow and the Psychology of Discovery and Invention. New York: HarperCollins.

Harrison, C. & Wood, P. (eds). (2003). Art in Theory 1900-2000: An Anthology of Changing Ideas. Malden-Oxford: Blackwell.

Krauss, R. (2003). The Originality of the Avant-Garde. I: Harrison, C. & Wood, P. (eds). Art in Theory 1900-2000: An Anthology of Changing Ideas, (s. 1032-1037). Malden-Oxford: Blackwell.

Robinson, K. (2001). Out of Our Minds: Learning to be Creative. Chichester: Capstone.

Ørsted Andersen, F. (2008). Kreativitet og Læring. I: Kognition og Pædagogik: Tidsskrift om Gode Læringsmiljøer, 18(69). 4-17.

Publiceret 11. jan 2011 • Opdateret 16. feb 2011

Kommentar(er)

  • Rasmus20. feb 2013

    Jeres eksempel er helt ude og skide. Både stolen og ægget er originale

  • Jacob20. feb 2013

    Jeg er enig med Rasmus ^. What the fuck is going on

  •  
 

Kommenter denne side: