Læringsstile

Ved at bringe elevens læringsstil i centrum, kan du som lærer skabe et læringsrum, der øger elevernes motivation og indlæring.

Dunn og Dunn startede i 60'erne
De fleste har en opfattelse af, at teorien om læringsstile er ny. Men faktisk begyndte de to amerikanske professorer Rita Dunn og Kenneth Dunn helt tilbage i 1960’erne at forske i hvordan børn bedst lærer nyt stof.

Med udgangspunkt i praksis i klasseværelset går teorien tæt på det enkelte barns forskellige måder at lære på. Udgangspunktet er at alle - både børn og voksne - har deres egen måde at lære på.

Bløde møbler og fysisk aktivitet
Dunn og Dunns forskning viser for eksempel, at nogle eleverne lærer mere, når de får mulighed for at sidde på tæpper på deres stole, på gulvet, på sofaer eller i andet blødt inventar. Forskningen viser også, at giver man eleverne lov til regelmæssigt at bevæge sig fra et fysisk læringsmiljø til et andet, opnår de bedre læring, end hvis de hele tiden skulle sidde stille på deres stol.

Hvis læringsmiljøet i skolen er indrettet på en måde, så det tilgodeser forskellige børns forskellige måde at lære på, vil børnene altså opnå bedre læring.

Film: Hvad er læringsstile?


Kom godt i gang

Vil du som lærer i gang med at arbejde med læringsstile i din klasse, er der forskellige måder at starte på. Der findes kursusforløb om læringsstile, hvor man fx udvikler redskaber og konkrete materialer, der støtter dig i at omsætte teorierne til din egen pædagogiske praksis.

Læringsstilseksperter
Helle Fisker og Svend Erik Schmidt er begge læringsstilseksperter, som har været langt fremme med at omsætte teorien til praksis i Danmark.

Susanne Aabrandt (Dansk Læsestil Institut) er ekspert i det, man kalder læsestile, og som bygger på både læringsstile og de mange intelligenser.

SIS akademiet er certificeret som Danmarks Læringsstilscenter.

I filmene nedenfor kan du se eksempler på, hvordan man kan arbejde med læringsstile i undervisningen. Det illustrerer meget godt, hvordan man som lærer kan gribe arbejdet an. Og det behøver hverken være kompliceret eller omkostningsfuldt at gå i gang.

Find dine elevers læringsstil
Der findes webbaserede værktøjer (læringsstiltests), der kan teste elevernes forskellige læringsstile og klassens læringsprofil. De findes til både indskoling, mellemtrin, udskoling og unge/voksne.

Typisk kan eleverne gennemføre testen på skolen eller derhjemme sammen med en voksen.
 
Det koster typisk penge at bruge disse værktøjer. Du finder dem nemt ved at google "test elevens læringsstil". Der findes desuden en del litteratur, der kan hjælpe jer i gang.

Se her en række film om, hvordan du som lærer helt konkret kan bringe elevens læringsstile i spil:

Film: Vi læser med kroppen


Film: Sno-læsning


Film: Læs med popcorn


Film: Læsestil

Publiceret 31. jan 2011 • Opdateret 24. apr 2012

Kommentar(er)

     
 

Kommenter denne side: